4-Xtremes-teamet oplever anstrengende betjente og afslapning ved Sortehavet – del 11
Serie: 4-Xtremes
Andrea, Mike, hunden Aimée og deres ekspeditions-Axor er langsomt ved at lægge vinteren bag sig. Gennem Rusland, Kasakhstan og Georgien går turen mod Tyrkiet – del 11 af vores serie.
Da vi stod op i morges, hørte vi for første gang i lang tid igen bølger og fugle. Vi er i Georgien ved Sortehavet. I september mødte vi mange turister her. Nu har vi stranden helt for os selv.
For en måned siden i Sibirien hørte vinterstøvler, jakker, huer og handsker til standardbeklædningen. Siden starten af november havde vi haft minusgrader, og vi længtes efter igen at tilbringe mere tid udenfor og kunne gå længere ture. Det kan man selvfølgelig også gøre i sneen, men når man synker i til knæet ved hvert skridt, bliver det hurtigt anstrengende.
Denne etape begyndte i den vestsibiriske millionby Novosibirsk. Derfra kørte vi til Omsk og derefter over grænsen til Kasakhstan. Med vores russiske visum må vi altid kun opholde os i landet i tre måneder, og vi havde ti dage tilbage.
Ved en hovedvej fandt vi en parkeringsplads, hvor vi ville tilbringe vores sidste nat i Rusland. Kort før vi lagde os til at sove, var der pludselig nogen udenfor, som bankede på beboelsesboksen: To bevæbnede soldater stod foran døren. Vi »camperede« åbenbart i en militærzone, som vi nu venligt blev eskorteret ud fra. Den soveplads, vi fik anvist, lå så praktisk talt ti meter fra grænsen. På trods af vores efterhånden 70. grænsekrydsning i eget køretøj er vi stadig lidt anspændte hver gang. For man ved bare aldrig, hvad der venter en.
I Kasakhstan.
Denne gang gik alt heldigvis uden problemer. Efter en halv time nåede vi Kasakhstan. Vores mål: Astana. Selvom vi ikke er bymennesker, var vi begejstrede over Kasakhstans hovedstad. Bymidten er næsten futuristisk og står i kontrast til resten af landet. I skumringstimen kørte vi en tur rundt til seværdighederne. Om natten parkerede vi bag operahuset – midt inde i byen!
Efter vi havde forladt Astana, havde vi virkelig brug for at hamstre vand. Så vi satte kurs mod floden. Tøvejret var allerede sat ind. Ved floden valgte Mike at lade være med at køre tæt på bredden med trucken. Vi var begge bange for at sidde fast. For at kunne klare os frem til den næste vandkilde måtte vi en aften endda smelte sne. I en landsby fandt vi så endelig en trækbrønd og kunne fylde vores beholdere en spand ad gangen. Forresten: En spand kan rumme 15 liter, vores beholdere 450.
Egentlig ville vi køre længere gennem Kasakhstan i retning mod vesten, men allerede i løbet af de første tre dage blev vi standset af politiet flere gange. Den ene gang påstod politibetjentene, at de havde taget os med 100 km/t. Så hurtigt kan vores Axor slet ikke køre. To dagsrejser efter Astana var vi så irriterede, at vi besluttede os for igen at køre til Rusland for at fortsætte vores tur der. Så vi kørte mod højre i stedet for venstre, og så var vi allerede ved grænsen igen.
Hvor er snekæderne?
Da vi ankom til Rusland, blev vi budt velkommen af kraftig vind og masser af sne. Jo længere vi kørte mod vest, jo tættere blev trafikken. Kolonner af trækkere, som pinte sig op ad bjerget på de isdækkede veje. Vi undrede os over, at ingen havde snekæder på. Nogle steder i Uralbjergene måtte vi vente i flere timer, før køen igen bevægede sig fremad.
På vejen besøgte vi Volgograd, der som bekendt i en periode hed Stalingrad. Stedet er selvfølgelig berømt på grund af det frygtelige slag under anden verdenskrig. Igen var vi heldige og kunne overnatte direkte bag Mor Moderland-statuen, tage en fototur i mørket og opleve et imponerende vagtskifte næste morgen.
Efter Volgograd var sneen væk, og vi kunne endelig se de første spæde tegn på foråret. Vi udnyttede det bedre vejr til at komme godt fremad.
Den regionale hovedstad Krasnodar er et af de store centre i Sydrusland. Her besøgte vi vores venner Eugene og Tatjana. Vi ville egentlig være kørt til Sortehavet og have camperet der sammen med dem. Men det regnede nærmest uafbrudt. I stedet blev det til en våd tur gennem byen og en øl i en typisk »café«. Det var særligt spændende for os at tale med dem om deres liv i Rusland. Vi må hele tiden konstatere, at for at lære landet og menneskerne bedre at kende, er vi nødt til at blive bedre til sproget. Så vi vil forberede os tilsvarende til det næste besøg.
Vi havde stadig en ting på vores to do-liste: Vi skulle endelig have repareret vores dørlåse. Så Eugene bragte os til et lastbilværksted. I over en måned havde vi hver aften flyttet alt vigtigt fra førerkabinen om bagi og næste morgen det hele tilbage igen. Selv når vi var ude at købe ind – man ved jo aldrig. Nu kan vi igen låse helt normalt. Det er de små ting, der gør livet lettere!
Jvari-passet.
Nu var der kun 500 kilometer til grænsen til Georgien. Vi glædede os godt nok til varmen, det fine stenovnsbrød, Sortehavet og også til Tyrkiet, men vi syntes bare så godt om Rusland. Vi ville helst slet ikke have forladt landet. I de forgangne måneder har vi lært skønne mennesker at kende og set fantastiske landskaber. Og der er stadig så meget mere at se! Vi kommer helt sikkert igen.
Rusland og Georgien har kun én åben grænse. Den ligger dybt nede i en vindomsust dal. Efter grænsen fører vejen over det 2.400 meter høje Jvari-pas, som er en del af Kaukasus.
Ved foden af passet holdt en kilometerlang lastbilkø. Vi kørte forbi og op ad det snedækkede pas. Den vej var vi allerede kørt i september, dengang uden sne. Nu var sporet så smalt, at to biler ikke kunne komme forbi hinanden. Heldigvis var der næsten ingen modkørende trafik.
Fordi en bil sad fast, var vi nødt til at vente på passet. For at bugseringskøretøjet kunne komme forbi, var vi nødt til at parkere meget tæt på vejkanten. Jeg var lidt skræmt, for direkte ved siden af vejen gik det rigtigt stejlt nedad.
Efter godt en time i en snestorm kunne vi køre videre ned ad bjerget. Et par hårnålesving senere nåede vi dalen, hvor temperaturen allerede lå på 15 plusgrader.
Endelig stenovnsbrød.
Vi købte et stenovnsbrød og slog os ned ved en kunstig sø i nærheden af Ananuri-slottet og hyggede os. Efter hovedstaden Tbilisi indlagde vi en dags pause. I de forgangne fire uger havde vi trods alt lagt næsten 5.000 kilometer, tre lande og fire grænseovergange bag os.
Desuden var det tid til en forårsrengøring af vores beboelsesboks: hive alt ud, vaske, gøre rent, pakke vintertøjet væk og tage sommertøjet frem igen.
Nu tilbringer vi lige et par dage mere ved havet for at fordøje indtrykkene. Og så går det videre mod Tyrkiet!
4-Xtremes – superlativernes tur:
4-Xtremes: Et par fra Schweiz tager på en superlativernes tur
Andrea og Mike Kammermann foretager en superlativernes tur i ekspeditionskøretøjet: del 1
Andrea og Mike Kammermann præsenterer deres ekspeditionskøretøj på Axor-basis: del 2
Karaoke ved en opstemmet sø og uvejr ud over havet for eventyrparret fra Schweiz: del 3
Det var hedt! De to eventyrere fra Schweiz på rejse i Iran: del 4
Regnet for spioner og landet på månen! Nyt fra det schweiziske eventyrerpar: del 5
Skud i mørket og idyl i spøgelsesbyen – nye eventyr fra det schweiziske eventyrerpar: del 6
Konsekvent offroad – det schweiziske eventyrpar »erobrer« Centralasien: del 7
Frosten kræver ofre – ærgerlige uheld og hjælpende hænder for det schweiziske eventyrerpar: del 8
Kammermann-parret trænger frem til kuldepolen på trods af alle forhindringer: del 9
Poleret is og lidt hjemland midt i Sibirien for de schweiziske eventyrere – del 10
4-Xtremes-teamet oplever anstrengende betjente og afslapning ved Sortehavet – del 11
Et bittert tilbageslag og eventyrlig sightseeing i Bulgarien for Kammermann-parret – del 12
Andrea og Mike afslutter deres ekstremtur. Og er allerede tilbage på vejene igen – del 13
Foto: 4-Xtremes
Kommentar
Log ind for at tilføje en kommentar.
21 kommentarer
Gruss
Andreas
Gruss
Andreas
Bei den Bildern von Kälte und Schnee, Axor "on the rocks", friert es mich jedes mal auf's Neue.
Andrea und Mike, würdet Ihr aus heutiger Sicht weitere/andere Kälteausstattung für Mensch und Maschine vorsehen?
Schöne Frühlingsfahrt und Gruß
Klaus
Bei den Bildern von Kälte und Schnee, Axor "on the rocks", friert es mich jedes mal auf's Neue.
Andrea und Mike, würdet Ihr aus heutiger Sicht weitere/andere Kälteausstattung für Mensch und Maschine vorsehen?
Schöne Frühlingsfahrt und Gruß
Klaus
In Sachen Kälteausstattung würden wir für uns, also Kleidung nichts ändern aber für das Fahrzeug würden wir die Standheizung (vom LKW) ebenso in unsere "Technikbox" einbauen und diese auch beheizbar machen. ...so von wegen schlechtem Diesel dass nicht mal die Standheizung für den Motor anspringt. Grins. Ansonsten hat sich der Axor sehr bewährt.
Eine Doppelverglasung für die extreme Kälte wäre natürlich crème-de-la-crème gewesen, aber nur für drei Wochen war es einfach zu teuer.
Liebe Grüsse, Andrea & Mike
In Sachen Kälteausstattung würden wir für uns, also Kleidung nichts ändern aber für das Fahrzeug würden wir die Standheizung (vom LKW) ebenso in unsere "Technikbox" einbauen und diese auch beheizbar machen. ...so von wegen schlechtem Diesel dass nicht mal die Standheizung für den Motor anspringt. Grins. Ansonsten hat sich der Axor sehr bewährt.
Eine Doppelverglasung für die extreme Kälte wäre natürlich crème-de-la-crème gewesen, aber nur für drei Wochen war es einfach zu teuer.
Liebe Grüsse, Andrea & Mike
Weiterhin gute, interessante, möglichst pannen- u. schikanenfreie Reise für euch 2 bzw. 3 😄
❤️Gruess us Münchä, Manfred
Weiterhin gute, interessante, möglichst pannen- u. schikanenfreie Reise für euch 2 bzw. 3 😄
❤️Gruess us Münchä, Manfred
Auch dir eine gute Fahrt.
Auch dir eine gute Fahrt.
As always a great report!
P.S. Unfortunately, corruption in the ranks of the road police in the republics of the former USSR (except Georgia and Belarus) is a common thing. Even if you didn’t break anything, I’ll think of a violation.☹️
As always a great report!
P.S. Unfortunately, corruption in the ranks of the road police in the republics of the former USSR (except Georgia and Belarus) is a common thing. Even if you didn’t break anything, I’ll think of a violation.☹️
We never ended up paying anything, it just took a lot of talking and time :D
We never ended up paying anything, it just took a lot of talking and time :D