Skud i mørket og idyl i spøgelsesbyen – nye eventyr fra det schweiziske eventyrerpar – del 6

For et par uger siden oplevede vi stegende varme, i går faldt den første sne – og i dag måtte vi sande, hvor kort der kan være mellem succes og skuffelse. Syd for Kasakhstans største metropol Almaty trængte vi gennem tæt tåge ind i Tian-Shan-bjergkæden. Der ligger Zhusalykezen-passet i omkring 3.300 meters højde.

Fordi det overgår ethvert pas, der kan køres på i Europa, havde vi udset os det som erstatning for det "Xtreme" i Indien, som vi bliver nødt til at give afkald på, fordi vi fik afslag på vores visum. Vi var først ikke sikre på, om vi ville nå passet, før vinteren satte ind. Det klarede vi – uanset at den første sne er faldet! Men der er et stort "men": Der ligger en rumforskningsstation deroppe, og man kan ikke køre helt op til toppen. I hvert fald ikke i dag.

Seks timer on the road hver dag.

Siden vores sidste beretning er vi kørt fra Georgien gennem den russiske del af det nordlige Kaukasus og halvdelen af Kasakhstan – omkring 4.500 kilometer. Det er ikke meget i forhold til mange truckeres pensum. Men alt for ofte gik det så langsomt fremad, at vi var undervejs i omkring seks timer hver dag. Tilbage i Georgien blev vi også nødt til at få udskiftet en tætning. Det lykkedes faktisk mekanikerne fluks at skaffe en original Mercedes-del – imponerende!

Foran grænsen til Rusland rystede vi i knæene. Man læser så meget om deres offentligt ansatte. Og så oplevede vi det modsatte: Det gik hurtigt, betjentene ville klæbe en håndsticker på vores box og forærede os brød og tomater. Det nordlige Kaukasus er ikke en uproblematisk region. Derfor var der et stort opbud af politi og militær på den russiske side. Vi skulle passere checkpoints og endda en enkelt gang gå igennem en kropsscanner ligesom i en lufthavn.

Skud og søgeprojektør ved midnat.

Temmelig skræmt – og nu springer vi et godt stykke frem med hensyn til vores rute – blev vi alligevel først mange kilometer længere fremme: i nærheden af Almaty, hvor vi ville overnatte ved en flod. Grønt græs under fødderne, træer – et lille paradis! Indtil vi ved midnat hørte skud og så en pickup med søgeprojektør på den anden bred. Det var formodentlig bare bønder på rævejagt. Men vi ville ikke risikere noget, så vi gav gas og overnattede ved en tankstation, hvor også langdistancechauffører overnatter.

Tilbage til Rusland: Strækningen gennem den russiske del af det nordlige Kaukasus havde vi kun betragtet som en "gennemkørsel" til Kasakhstan. Desto mere overraskede var vi over, hvor mangfoldig regionen er. I republikken Dagestan ligger for eksempel Sarykum-klitten, som er Europas højeste. Når man står helt oppe på toppen, kan man kun se grønne marker og bjerge og tænker for sig selv: "Den passer ikke rigtigt ind her!" Det Kaspiske Havs kyst er betagende smuk her: næsten helt hvidt sand, nærmest endeløs horisont – og når solen går ned, kan man se på, mens natten kommer. På den ene side har man solen, på den anden side den mørke horisont, og mellem de to er der et væld af farver.

Kørsel efter kompas igen – spændende!

På den sidste del før grænsen til Kasakhstan viste navigationen en "stor" vej, men den er kun i planlægningsfasen. På et tidspunkt stoppede asfalten, og så var der kun en sandvej. Da den ligger uden for navigationsruten og hele tiden delte sig, blev vi nødt til at orientere os efter kompasset i to dage. Spændende! Det mindede os om vores Amerikarejse, hvor vi også kun havde kort og kompas. Alligevel kom vi altid frem, også selvom det nogle gange var ad omveje.

Kasakhstan, verdens niendestørste land, rejser vi igennem fra vest mod øst over omkring 4.500 kilometer. Som turister må vi kun være her i 30 dage. Så vi vidste fra starten, at vi skulle holde os til. Så det var virkelig uvelkomment, at de første 50 kilometer var fyldt med knædybe huller i asfalten.

Del 7 i RoadStars-serien kommer i slutningen af november. Bliv endelig hængende!

Foto: 4-Xtremes