Poleret is og lidt hjemland midt i Sibirien for de schweiziske eventyrere – del 10

Vi starter med et quizspørgsmål: Vi sidder i en varm dagligstue i Novosibirsk og glæder os til maden. Hvad bliver der serveret? Raclette – lidt hjemland midt i Sibirien! Vores vært hedder Mikhail og har en Unimog, som han bruger til at pløje gennem mudder og sne i skovene i nærheden sin hjemby. Men frem for alt har han skrevet til os på Instagram i flere måneder og inviteret os på besøg hos sig og sin familie. Endnu sådan en historie, som man ikke selv kunne have fundet på.

En nationalpark helt for os selv.

Bag os ligger en ekspedition til Bajkalsøen. I henhold til Unesco, som har udnævnt den til naturarv, er den både verdens ældste og dybeste ferskvandssø. Fra byen Ulan-Ude, hvor vi holdt pause hos vores landsmand Lukas, kørte vi frem til østsiden af den kæmpestore sø. Dér lå der så meget sne, at bredden i stor udstrækning var utilgængelig. Derfor tilbragte vi først en nat i Zabaykalsky National Park – som vi havde helt for os selv. Vi får tit skæve blikke, fordi vi rejser om vinteren og ikke, når det er varmt.

Den næste dag kom vi frem til bredden. Søen var ikke frosset helt til her, men vi kunne alligevel gå tur på isen og nyde naturen. Opsynsmændene ved indgangen til parken havde advaret os mod at køre på isen med lastbilen. Det ville vi slet ikke have drømt om. Men nogle russere er mindre sarte med den slags. De prøver det bare og kører over isen med åbne døre – så kan de springe ud, hvis det går galt. Vi har hørt et par hårrejsende historier af den art.

Kuldebølge i Irkutsk.

Efter en tur langs Bajkalsøens sydvestlige bred nåede vi frem til Sibiriens hovedstad Irkutsk. Rundturen der klarede vi på rekordtid. For hvor vi ramte en »varm« uge ved kuldepolen Ojmjakon, herskede der kuldebølge her. Om natten faldt termometeret til minus 40 grader. Om dagen var det stort set lige så bistert, også takket være en bidende vind.

Efter to nætter brød vi op mod vestbredden. Der ville vi se isen glitre i en smuk blå farve i en bugt i nærheden af stedet Chernorud – og vi blev ikke skuffede. Takket være den konstante vind er isen helt perfekt poleret. I betragtning af dette storslåede skue gjorde det os ikke noget, at vi skulle finde alle de tykke jakker frem til gåturen. Selvom både personbiler og luftpudebåde kører over isen her, er det en mærkelig følelse kun at se sort under fødderne. Man føler sig lidt bedre tilpas, når man står over en dyb revne, for så ved man, hvor tyk isen er her.

I den isnende vind.

Til natten kørte vi væk fra bredden. For efter at Axor'en havde stået i den kolde vind i bare en time, var servostyringsvæsken allerede blevet sejtflydende. Vi skulle styre forsigtigt, ellers ville olien løbe over. Så det var vigtigt at slå lejr i læ for vinden. Landskabet på vestsiden af Bajkalsøen mindede os om Mongoliet: rullende bakker, sparsom vegetation. Med et lag sne over ligner det et maleri.

Om morgenen tog vi endnu en tur på isen for at tage billeder. Kulden var brutal igen, minus 37 grader. Lige så snart vi nåede ud fra bugten og rundt om en halvø frem til den åbne sø, blæste det så kraftigt, at vi blev nødt til at gå baglæns for at beskytte vores ansigter mod vinden. Efter et par billeder indledte vi vores tilbagetog. Aimée ville vi slet ikke udsætte for denne tur på den blanke is.

Fart på, for visummet er ved at løbe ud!

Så gjaldt det om at få fart på – fordi vores russiske visum på dette tidspunkt kun var gyldigt i yderligere 15 dage. Fra Irkutsk bevægede vi os op på M55, som fører tværs gennem landet mod vest. Afstanden til den kasakhstanske grænse er knap 3.500 kilometer, omtrent lige så langt som fra Zürich til Nordkap.

På den tredje dag på vejen oplevede vi noget usædvanligt: Før Ojmjakon var der knækket et stykke plast i låsen i passagersiden, så vi kun kunne låse døren indefra. Vi havde planer om at få den repareret i »Axor-landet« Tyrkiet. Da Mike før en pause drejede nøglen i førersiden, lød der er knæk. Nu var denne lås også i stykker, og vi stod udenfor. Heldigvis kunne vi stadig komme ind i beboelsesdelen.

Foto: 4-Xtremes