Et bittert tilbageslag og eventyrlig sightseeing i Bulgarien for Kammermann-parret – del 12

Vores sidste beretning sendte vi fra Georgien, fulde af forventningens glæde efter at vende tilbage til Tyrkiet. For der følte vi os jo rigtigt godt tilpas sidste sommer på vej mod øst. Nu er vi i Serbien – og har slet ikke været i Tyrkiet i mellemtiden. Det allerværste: Turen til verdens dybeste punkt ved Det Døde Hav, altså vores sidste Xtreme-sted, blev vi nødt til at stryge. Den måtte vi tygge længe på. Men lad os tage tingene i den rigtige rækkefølge.

Før starten fra Georgien til Tyrkiet gjorde vi vores Axor ren og gav os tid til at nyde freden i vores lejr ved Sortehavets strand. En enkelt gang kom et par betjente forbi – men kun for at hilse venligt på os. Det næste møde med myndighederne gik mindre behageligt.

Tvunget tilbagevenden til Georgien.

Ved indrejsen til Tyrkiet skulle jeg, Andrea, ligesom før i mange andre lande, passere grænsen som fodgænger. For det meste er jeg meget hurtigere end Mike, som jo skal klare alt papirarbejdet. Derfor undrede jeg mig heller ikke over, at det også tog lang tid denne gang. Men så blev det mørkt, og jeg kunne se gennem vinduet, at Mike stadig var i gang med at diskutere.

Til sidst kom han ud til bommen til fods og sagde, at jeg skulle gå tilbage til Georgien. Mike lavede en U-vending med Axor'en, og vi stillede op i indrejsekøen til Georgien igen. Alt yderligere skulle vi afklare med det tyrkiske konsulat. Heldigvis ligger det nærmeste konsulat kun 20 kilometer væk. Hvad var der galt?

To års indrejseforbud.

Det viste sig, at Mike ved vores sidste udrejse fra Tyrkiet havde fået to års indrejseforbud. For at forklare grunden må jeg gå lidt tilbage: Under vores daværende ophold sendte et bureau fra Schweiz vores sekundære pas med visaene til Iran til os. I henhold til schweizisk lov må vi kun bære ét pas på os. Derfor sendte vi vores primære pas med indrejsestemplerne til Tyrkiet tilbage til hjemlandet.

Vi havde taget kopier af stemplerne. Men dem accepterede betjenten ikke ved udrejsen. Eller mere konkret: Der var dengang kun et problem med Mikes pas. Mit var angiveligt i orden. Først efter fire timers diskussion fik vi lov til at rejse ud til Iran. Vi troede, at det var enden på sagen. Men der tog vi grueligt fejl, viste det sig nu. For at slette Mikes forbud skulle han være gået på det tyrkiske konsulat i Schweiz. Det var selvfølgelig ikke en mulighed.

Sortehavet i stedet for Middelhavet.

Altså måtte vi finde alternativer for at komme til Europa fra Georgien. Vi kunne køre tilbage til Rusland og derefter via Ukraine i retning mod Schweiz. Men det ville have været en kæmpeomvej. Efter nogen undersøgelser stødte vi på færger over Sortehavet til Bulgarien – fra Batumi til Burgas. Den næste skulle afgå tre dage senere. Vi kontaktede rederiet og reserverede en plads.

Alligevel var det ikke rigtigt en grund til glæde. Vores plan var jo at sejle fra den tyrkiske middelhavskyst via Cypern over til Israel. Det eneste alternativ havde været at køre fra Bulgarien til Grækenland og så tage færgen til den israelske havn Haifa. Men det ville have kostet 6.000 euro: meget mere end turen gennem Tyrkiet – og for meget for vores budget. Kort sagt: Vi var temmelig ilde stedt.

Euro kontant i hånden, tak!

I det mindste havde vi nu lejlighed til at slappe af i tre dage på en georgisk strand. Vores eneste mission: At hæve penge i den nationale valuta lari og veksle dem – rederiet insisterede på euro i kontanter. Ved turen frem og tilbage mellem bank, vekselbureau og færgekontor kunne vi så alligevel godt grine af den skøre situation.

Vi overnattede ved havnen og blev ringet op klokken 4 om morgenen med besked om, at færgen var klar til at blive læsset. Dækket var kun halvt fyldt, og vi fik en 4-personers kabine. Aimée måtte endda komme med ind. Så fulgte to søvnige dage, hvor vi kun gik op på dækket for at lukke Aimée ud og gå ind i kantinen. I Bulgarien fik vi så lige to timer ekstra på færgen: Indrejsemyndighedernes computersystem var gået ned.

En UFO og ældgamle dokumenter.

Efter al den ballade var det på høje tid med noget sightseeing. Et af vores mål var: Bulgariens »UFO« i midten af landet, Buzludzha-mindesmærket, som er rejst til ære for den socialistiske bevægelse på bjerget Hadzhi Dimitar. Der er ikke længere adgang til mindesmærket, men det er stadig et imponerende syn.

Det, man kan se i hobevis i Bulgarien, er klostre og kirker. Vi var særligt fascinerede af »Klosteret for guds hellige forklaring« i en slugt ved floden Jantra. Det er bygget ind til klippen og fantastisk farvestrålende indvendigt. Det blev ikke mindre spændende i et forladt hus, som åbenbart hørte til anlægget. Derinde stødte vi på gamle gevandter, dragkister og møbler med mere end 100 år gamle dokumenter, alt sammen vildt fordelt i rummene.

Foto: 4-Xtremes