Karaoke ved en opstemmet sø og uvejr ud over havet for eventyrparret fra Schweiz – Del 3

Klokken er 19.30, og vi sidder i 30 graders varme i vores campingboks. Der er ikke en sky på himlen. Nedbør har vi ikke haft i dagevis, og visningen af luftfugtigheden står på „low“ – en dejlig forsmag på turen gennem ørkenen. Vi er i Ankara i Tyrkiet og har parkeret vores Axor foran et hotel. Ude på landet har vi overalt fundet langt smukkere steder at overnatte end her. Men det er sikkert ikke forkert at være noget mere påpasselig med sikkerheden i byerne. Desuden har vi Wi-Fi-forbindelse her.

Indtil videre har vi tilbagelagt ca. 3600 kilometer. Fra Schweiz gik det gennem Italien, Slovenien og Kroatien. Så kom – efter et kort stykke gennem Bosnien – Montenegro, Albanien, Grækenland og Tyrkiet. Axor og teknikken i campingboksen fungerer fuldstændigt, som det skal. Indtil videre har vi kun måttet udskifte en forlygtepære. Men den havde også 10 år på bagen. I Slovenien tankede vi helt op, og måtte først hen til en brændstofstander igen i Tyrkiet. Selv AdBlue-beholderen er stadig halvt fuld.

Dagsdistancer mellem 100 og 500 kilometer.

Dagsdistancerne varierer mellem 100 og 500 kilometer. Det afhænger blandt andet af, om vi kan køre igennem eller om vi for eksempel skal vente ved en grænseovergang. Eller om vi skal finde en pengeautomat eller et sted at fylde vand på. Det afhænger naturligvis også af, om der er noget at se undervejs!

Et første højdepunkt var Kroatien: Golde kyster, frodige sletter, vilde bjerge med søer og historiske byer – der var det hele. Sågar et fantastisk møde med befolkningen: Vi havde fundet et flot lille sted ved en opstemmet sø, da to biler med fem mennesker ankom. De spurgte os, om de måtte grille ved siden af os. Derefter stod der et dusin biler, og der blev holdt et kæmpeparty med grillpølser, øl og karaoke – med vores 230-volt-tilslutning som strømforsyning til højttalerne. Vi kommunikerede – som næsten overalt – med hænderne og fødderne. Til slut blev vi inviteret til at komme forbi på hjemvejen for at feste videre.

I Albanien fik vi sådan en rigtig rejsefornemmelse. Vi besøgte ruiner, camperede på vindblæste strande og fandt frem til afsidesliggende varme kilder. Først og fremmest oplandet faldt i vores smag: Små landsbyer, hvor en turist sjældent forvilder sig ind, smalle gader, golde bjerge over grønne bakker, lammegryde til at styrke sig på. Det hele meget autentisk. Og vi havde rigeligt lejlighed til at se på det hele: Fordi vejene blev stadig smallere og mere ujævne og selv hovedforbindelserne bestod af grus, lå vores gennemsnitshastighed i Albanien kun på 44 kilometer i timen.

Foto: 4-Xtremes