Stresstest Biathlon i Oberhof

Panorama

En ekstrem Worldcup.

Først for lidt, så for meget: Sneen var ikke ligefrem en medspiller ved IBU Biathlon Worldcup i Oberhof. En uafbrudt indsats fra Arocs og andre lastbiler løste problemet.


Starten af januar, Thüringer Wald – flere stikord behøver vintersportsfans ikke at få, før de ved, hvad det drejer sig om: IBU Biathlon Worldcup i Oberhof. Hvert år konkurrerer eliten inden for sportsskytter på langrendsski mod hinanden. Sammen med Ruhpolding og Antholz hører Oberhof til de tre legendariske konkurrencesteder i Biathlon Worldcuppen.



Fra december er forberedelserne i fuld gang; alt ser lovende ud. Pisterne er præpareret, og konkurrencen kan begynde! Men så kommer chokket: „I en uge havde vi næsten forårsvejr!“, fortæller Christian Schleicher fra Daimler Truck AG, som i årevis har været frivillig hjælper ved Worldcuppen. „Vi fik megen regn og ofte tocifrede temperaturer. Når man lægger vinden oveni, var det næsten som at holde en føntørrer ned mod sneen. Sneen tøede igen på alle de præparerede strækninger.“


Sne fra A til B: Mario Gottwald og Christian Schleicher var i gang uafbrudt som chauffører.


48 timers uafbrudt indsats.

Konsekvensen: Konkurrencerne udskydes én dag. Og så er det bare med at komme i gang. Der skal skaffes sne. Christian Schleicher ringer spontant til CharterWay Nürnberg. Her får han Mario Gottwald i røret, som øjeblikkeligt lover endnu en Arocs. Men hvor skaffer vi en chauffør? „Det klarer jeg selv; jeg tager med straks, lyder Mario Gottwalds ukomplicerede løsning.



Sammen med de andre hjælpere og lastbiler begynder en ægte maraton. De snedepoter, der er oprettet forinden under presenninger og i skihallen plyndres. Takket være 48 timers uafbrudt indsats genopstår pisterne med ca. 20.000 kubikmeter sne. „Tirsdag aften gik det løs, og onsdag eftermiddag havde sportsudøverne i det mindste allerede en træningsstrækning til rådighed. Torsdag aften stod det klart: Vi har klaret det, worldcuppen kan begynde“, siger Christian Schleicher.



Det ironiske ved det hele: „Under konkurrencen vendte vinteren tilbage. Så blev det hele vendt på hovedet, og vi måtte transportere det ene vognlæs sne efter det andet væk igen.“



Foto: Daimler Truck AG

13 kommentarer