To kvinder, samme passion: Kama, Magda og deres ture gennem Europa

Reportage

To af sted til Spanien.

Magda og Kamas ture i den europæiske langturskørsel tager flere uger. To af sted sammen så længe i et førerhus – går det?


De vil gerne starte meget tidligt i morgen. På en parkeringsplads i nærheden af Ozorków, hvor man finder en filial af firmaet Kawczyński Logistics fra Ślesin, står allerede den røde Actros, som Kamila Lange og Magda Jurys igen snart skal tilbringe nogle uger sammen i. Begge kvinder er kommet til pladsen med en fuldt pakket personbil. Forberedelsen til deres ture er ikke noget, de klarer i forbifarten. »Jeg har en liste i hovedet med de ting, jeg skal bruge, men jeg kan aldrig sove inden en tur, fordi jeg spekulerer over, om jeg har husket at pakke det hele«, siger Kamila. For den unge kvinde, der kalder sig »Kama«, er det at køre blevet en del af hendes liv. Men kun en del. Hun har en bachelorgrad i HR-management, og i disse uger begynder hun et kandidatstudie i klinisk psykologi.



»Sit bachelorprojekt skrev hun i førerhuset. Når Kama har sat sig noget for, gør hun det ganske enkelt, og vel at mærke så hurtigt som muligt«, smiler Magda. Magda er grafiker og har boet i Californien i tolv år.

De to har kendt hinanden længe, også inden Magda tog til USA og Kama tilbragte en periode i England. Da de vendte tilbage til Polen, var det Kama, der fik den idé at tage lastbilkørekort. Magda blev smittet af idéen. »Min onkel havde et speditionsfirma, så jeg spurgte ham om alt og satte mig grundigt ind i emnet«, fortæller Kama. »Jeg ønskede mig en udfordring, der ville gøre mig stærkere, øge mit selvværd og opfylde mine behov, også økonomisk. Det har jeg fundet i jobbet. Og: Biler har altid interesseret mig. Dermed er det lykkedes mig at kombinere det behagelige med det nyttige.«


Magda Jury (venstre) og Kama Lange.


I dag har de to allerede kørt sammen i halvandet år. Inden de kom til Kawczyński Logistics, arbejdede de for mindre transportvirksomheder. »Det, der overbeviste os, var atmosfæren, omgangen med medarbejderne, og at det er en meget moderne ledet virksomhed«, siger Kama.



Fordel: MirrorCam.

Yderligere en fordel for chaufførerne: »Vi har her den nyeste Actros med MirrorCam, som vi nu ikke længere kan forestille os vores arbejde uden.“

»I starten var det nyt for os at køre uden spejle“, fortæller Magda. »Men da vi havde vænnet os til det, var vi meget begejstrede. Ikke mindst om natten på parkeringspladsen er vi glade for at kunne se alt, hvad der sker omkring lastbilen. Vi føler os meget mere sikre.“



Kamp mod uorden.

De gør begge førerhuset klar til start. “Alle centimeter tæller, der er jo ikke så meget plads som derhjemme. Det gælder om at passe på; bare en forkert placeret kop, så har vi allerede noget rod«, siger Magda og fylder rummene med madvarer, vand og tøj.

Som regel kører de til yndlingsdestinationen Sydspanien. »Ud over vidunderlige landskaber byder stedet også på mindre trafik«, lyder det fra Kama. »Og parkeringspladserne er lige så store som små lufthavne – her er der altid plads.«

Kama og Magda arbejder i en dobbeltbesætning: Deres dag er 30 timer lang, hvoraf hver sidder ni timer bag rattet, 4,5 timer ad gangen. Undervejs er der tid til at snakke, men også til at lave noget for sig selv. »Vi ville ikke kunne klare så mange dage, hvis ikke vi havde vore hobbyer. Vi elsker at køre, men det er ikke hele livet«, siger Magda. »En gang imellem har vi brug for at trække os lidt tilbage. Så slapper jeg af med at tegne.«


Ret til ro.

»Jeg har også valgt jobbet, fordi jeg kan videreudvikle mig og lære forskellige ting under arbejdet«, siger Kama. »Menneskets hjerne fascinerer mig. Når vi kører, hører jeg gerne podcasts eller lydbøger. Af hensyn til Magda tager jeg nogle gange høretelefoner på. Vi respekterer vores ret til ro. Det har vi brug for, for der er en masse stress.«

En enkelt ulempe er der dog også ved jobbet: »Det værste er, at arbejdet hele tiden inviterer til at spise slik. Vores nye udfordring er at bevæge os noget mere«, siger Magda med et smil.

Den røde sættevognstrækker er nu næsten klar til afgang, alt er pakket. Nu skal traileren bare kobles på. Den sidste nat inden turens start tilbringer de unge kvinder på parkeringspladsen i Ozorków. Først er det tid til at sove, inden turen går til Spanien.


Foto: Krzysztof Skłodowski

5 kommentarer