4-Xtremes – del 36: Andrea og Mike lader sig ikke slå ud

Fra den italienske havneby Genova går der mange færger mod Barcelona. Når I læser dette, har vi ladet en af dem fragte os til Spanien. Det håber vi i hvert fald. For lige for tiden er der ikke noget, der hedder 100% sikkert, når det gælder rejser. Det har vi måttet sande igen og igen på de 60.000 kilometer, vi indtil nu har tilbagelagt af vores „World Tour“. Det var jo heller ikke planen, at vores seneste stop skulle være i Italien.

I kan måske huske, at vi var i Kroatien, sidste gang I hørte fra os – og at vi ikke gjorde os nogle forhåbninger om at kunne køre østpå, som vi egentlig havde tænkt os. På det tidspunkt var grænserne både til Rusland og syd for Iran lukket på grund af corona. Men så hørte vi pludselig om nogle overlandere, der var lykkedes med at komme ind i landet. Og vi gik straks i gang med at undersøge sagen. Men selv om landet nu skulle være permanent åbent for turister, kunne vi ikke på internettet finde ud af, om det var muligt at rejse videre via færge over den Persiske Golf til de Forenede Arabiske Emirater. Det virkede alt sammen for risikabelt. Så vi vendte i stedet blikket mod Vesteuropa igen!

Start vandreturen med Unimog.

Selv om vi har brugt meget tid på alt det her planlægningsbøvl, har vi nu også oplevet og set en masse, siden I hørte fra os sidst. F.eks. Plitvice-søerne i Kroatien med deres imponerende vandfald. De sprudler godt nok ikke så overdådigt om efteråret som på andre årstider. Men til gengæld skal man så ikke dele dem med nær så mange andre besøgende. Og her er en interessant detalje for Mercedes-fans: Hvis man gerne vil spare nogle skridt, kan man blive transporteret hen til vandreruternes startpunkter med små Unimog-trukne baner. 

Kan man rejse rundt i Kroatien helt uden at tage en afstikker til Adriaterhavet? Nej da! Vi satte kurs mod kystbyen Novi Vinodolski og styrede så vores Axor op ad en stadigt smallere vej mod Ledenice-borgruinen. På den nærtliggende ø Krk mødtes vi med nogle venner. Om natten blæste en storm mod vores lastbil med 100 kilometer i timen, så vi ikke fik lukket et øje. Til gengæld blev vi næste dag belønnet med et temmeligt spektakulært lost place: Et hotelkompleks fra 70'erne, der står på 25 hektar land, og som er ved at blive erobret af graffitikunstnere og naturen.

I sneglefart gennem Norditalien.

De 500 kilometer til Genova tilbagelagde vi for størsteparten i sneglefart på veje uden for motorvejen. Undervejs kom vi forbi steder som byen Portogruaro med dens karakteristiske skæve kirketårn, der er nødt til at blive støttet. Eller kirken „Santuario Beata Vergine Maria delle Grazie“ i nærheden af Mantova. Her afholdes der hvert år en fest, hvor de bedste gademalere, eller „Madonnari“, i verden mødes på pladsen foran kirken og maler helgenbilleder med velsignede kridt. Vi fik mulighed for at beundre nogle af de forgængelige kunstværker.

Kirken selv er lige så speciel som festen. Inde i kirken hænger der en udstoppet krokodille ned fra loftet, og op ad væggene står der papmachéfigurer af forskellige helgener. Og en anden serie af figurer skildrer de farer, som kan afværges ved guddommelig mellemkomst. Med andre ord: Man ser figurer, der omkommer på grufuld vis.

I Pavia hentede vi de to cykler, vi havde bestilt, og tog derefter straks ud på forskellige cykelture i efterårssolen. Imens lod vi vores Axor få nogle dages hvil på en camperplads ved Po-floden. Det havde den ærligt fortjent. Og vi har jo også stadig masser af planer med vores trofaste lastbil.

Foto: 4-Xtremes