4-Xtremes – del 34: Et kursskifte og bekymringer om Aimée

Vi havde præcis 30 dage til vores rejse gennem Ukraine, hvilket var alt for kort tid til et land, der er så stort, og hvor der er så meget at se. Og mod dens afslutning venter endnu en gang en overraskelse på os – og derfor er vi ikke i Rusland som planlagt, men tilbage i Ungarn.

Vi er så meget desto mere glade for de spændende indtryk, som Ukraine har givet os. Som for eksempel besøget på en atommissilbase – det får man ingen andre steder i verden! Efter Sovjetunionens opløsning tiltrådte Ukraine traktaten om ikke-spredning af kernevåben i 1994 og erklærede sig fremover fri for kernevåben. Som følge heraf blev 30 af de 40 baser ødelagt på en kontrolleret måde. En af de stadig eksisterende baser, »vores« nord for Pervomaisk, er nu et museum og åben for offentligheden.

Bare et tryk på en knap fra katastrofen.

30 meter under jorden er kommandocentralen i en silo – med den helt afgørende røde knap. Hvis man trykker på denne knap, ved man imidlertid ikke, hvilken del af jorden der ville være blevet ødelagt af det, fordi bomben mål ville have været programmeret et andet sted. Vi hører også, at der ved siden af alle nukleare missilsystemer står en slags sensor, der automatisk affyrer det nukleare missil i tilfælde af et angreb, hvilket igen udløser det næste nukleare missil osv. Konsekvenserne af alt dette vi vil helst ikke tænke på.

Også navnet på raketten er sigende: SS-18 Satan. Udstyret med ti atomsprænghoveder havde den en rækkevidde på 10.000 kilometer og var den største interkontinentale raket, der blev bygget og taget i brug under den kolde krig. Vi lærer alt dette af en pensioneret soldat, der fører os gennem komplekset som tour guide og taler perfekt engelsk. Endnu en overnatning foran museet, og vi fortsætter mod Kiev, som ikke ligger langt herfra.

På vejen derhen ligger et af de mest interessante forladte steder, vi nogensinde har besøgt: fort Tarakaniv. Det er praktisk talt en hel militærby fra første verdenskrig med boliger og lagerbygninger, en lille kirke, et hospital og et lighus. Borgen havde i alt 105 kasematter, som var beregnet til militær brug såvel som til livet. I 1960’erne blev anlægget brugt af Sovjetunionen til opbevaring af konserves, men viste sig at være ubrugelig på grund af den høje luftfugtighed. I mellemtiden generobrer naturen det forladte anlæg og giver ruinerne en særlig, hemmelighedsfuld atmosfære. Med en lommelygte udforsker vi labyrinten af underjordiske korridorer samt hovedbygningen, som ligger midt i en jordvold.

Store bekymringer om Aimee.

På opløbsstrækningen til Ungarn gør vi et sidste stop ved Skt. Georgs Kirke, som blev bygget i det 15. århundrede, udelukkende af træ. Kort før afslutningen af de 30 dage tilbringer vi natten på en lukket rasteplads, kun 30 kilometer før den ungarske grænse. Da vi vågner om morgenen, opdager vi hurtigt, at der er noget galt med Aimee. Hun ligger helt stille og bevæger kun øjnene. Det bliver snart klart for os, at hun må have haft et alvorligt epileptisk anfald om natten. Vi har kendt til denne sygdom i ca. to år, men Aimée har været symptomfri længe. Chokket rammer os dybt! Heldigvis har vi hendes medicin ved hånden og observerer hende i nogen tid. Da hendes tilstand er stabiliseret, beslutter vi at krydse grænsen.

Fotos: 4-Xtremes