4-Xtremes – del 32: Fred, ro og papirnusseri

Hvis man tænker på film, der handler om sovjettiden, kommer man uvilkårligt til at tænke på truende, ugæstfri scener i mørke spionhistorier. Det er en af grundene til, at Ukraine ikke nødvendigvis tæller blandt de ti mest populære rejsemål. Hvem skulle have troet, at landet har utroligt meget at byde på?

Men lad vende gå tilbage til Moldova, hvorfra vi, udstyret med en coronatest fra Rumænien, ønskede at passere de næste grænser. Med blikket rettet stift på Ukraine regnede vi med, at vi hurtigt skulle køre igennem Moldova. Mellem Moldova og Ukraine ligger den uafhængige, men ikke anerkendte stat Transnistrien. Den korteste og mest direkte vej til Ukraine går igennem den. Enhver anden rute gennem Moldovas territorium ville være lige med mange flere kilometer.

Ingen lokal valuta, ingen adgang.

Grænsekontrollen i denne ret ukendte republik var overstået, og indrejseformaliteterne var afsluttet. Kun betalingen af vejafgiften manglede stadig – og det var netop det, det hele strandede på. Da vi havde krydset Moldova uden ophold, havde vi ikke nogen lokal valuta på os. Grænsevagterne accepterede hverken kreditkort, amerikanske dollars eller rumænske lei. Så vi var nødt til at tiltræde tilbagetoget og tage en besværlig omvej gennem Moldova.

Ved indrejsen i Ukraine mødtes vi derefter af de næste bureaukratiske sjældenheder: Formaliteterne omfattede downloadet af en app med det vilkår at foretage en ny antigentest i landet inden for 72 timer. Alt følger en nøje defineret proces: Testene kan kun udføres i visse certificerede laboratorier, som derefter "godkendte" os på statens vegne via appen, så vi kunne bevæge os frit i landet. Det mindede så alligevel lidt om tiden før murens fald.

Bålromantik med hjemmelavet borsjtj.

Overraskende nok er der flere ørkener i Ukraine. Den ene er halvørkenen Olesjki-Sande, som strækker sig over omkring 160 kvadratkilometer. Det meste af det bruges til militære formål, men der er et fredet område i syd. Som næste stop kunne vi tilbringe natten her midt i klitterne og smage borsjtj – en traditionel, østeuropæisk suppe med rødbeder og hvidkål – som vi selv havde tilberedt på bålet.

Rødbeder kunne også have været involveret i fremkomsten af Sivasjsøen, vores næste mål. I hvert fald hvad angår farven, for søen er lyserød! Hvis faktorerne såsom temperatur, solindstråling og saltholdighed er rigtige, bliver søen lyserød af betakaroten fra en særlig grøn alge – et uvirkeligt syn! Forresten ligger Krim i den anden ende af Sivasjsøen – grænsen går på tværs af søen. Søen er forholdsvis lavvandet og har et meget højt saltindhold, så man her, lige som i Dødehavet, knapt nok kan komme ned i vandet. Vi tager to fridage og driver omkring i bogstavelig forstand.

Næste morgen, under en gåtur med Aimée, møder vi tilfældigvis en af arkæologerne. Han går med til at vise os nogle helleristninger, før parken åbnes. Da han ikke taler engelsk, og vi ikke taler ukrainsk, forsøger han at forklare os disse stenmalerier med fagter. På afstand må det have set meget sjovt ud, og desværre forstod heller ikke på denne måde mere end halvdelen. Men det er netop disse uventede oplevelser, vi elsker ved vores rejser!

Nu står vi på bredden af den vældige flod Dnepr og tager en pause. Nogle gange indser vi kun, hvor meget vi allerede har oplevet, når vi skriver vores rapporter. Og vi står fast: Ukraine har så meget at byde på og er slet ikke så gråt, kedeligt og ugæstfrit, som man skulle tro.

Fotos: 4-Xtremes