Tung transport: Centimeterpræcision, power og koncentration

Wind Power Logistics

Større!

Med en flåde af Actros og Arocs med op til 250 ton last kører Marko Niinikaris team rundt over hele Nordeuropa. De transporterer komponenter til vindmøller – og de bliver stadigt større.

Marko Niinikari.
Marko Niinikari.

Marko Niinikari er en fyr med en rolig stemme og stærke nerver. Der er ikke meget plads bag hans trailer. Faktisk næmest ingen. Der er kun ca. 20 centimeter plads mellem elskabet ved vejen og enden af traileren. Radioen skratter igen, man hører et par ord på finsk, Marko svarer kort, og så løfter han foden fra bremsepedalen. Langsomt sætter vogntoget sig i bevægelse. Marko kan ikke selv se, at der kun er en håndsbredde plads mellem enden af anhængeren og forhindringen: Der er nemlig godt 80 meter fra førerhuset til enden af vogntoget.

Radiobeskeden kom fra den varevogn, der kører lige bag vogntoget. "Alle vores aftaler skal være helt entydige" siger Marko. Han beholder radioen i hånden. Han refererer til hele teamet, men specielt til "styrmanden" i varevognen bag ham, som kontrollerer akslerne på traileren ved hjælp af en fjernbetjening og sørger for, at det 83 meter lange lastvognstog kommer sikkert gennem svinget.

Der lyder en kort besked fra radioen. Marko svarer bare med et kort "okay". Hans højre fod berører speederpedalen, og de 463 kW i hans Actros L, der trækker op til 250 ton, bevæger lasten fremad i skridttempo via hovedvej 5 i vestlig retning. "Vi er næsten nået frem til motorvejen. Men inden da skal vi gennem to rundkørsler."



Vinden pisker regnen ind i ansigtet.

Den foregående morgen, på havnen i Brunsbüttel. Det siler ned, og den iskolde vind pisker regn ind i ansigtet på teamet. Rundt om Marko står der mænd med sikkerhedstøj og sikkerhedshjelme. De klapper advarselstavler ud, sikkerhedsseler klikkes på, og orange lys begynder at blinke.

Marko er en af de førere, som den finske gigant inden for transport af tungt gods, Silvasti, har sendt til den tyske vestkyst. Den 50-årige mand fra Turku og hans kolleger har i flere uger haft deres basis her. Silvasti transporterer vindmøller til deres destination i den vestlige del af Slesvig-Holsten. Alene vingerne, som Marko sammen med kollegerne Mikko Holm, Toni Henriksson og de andre mænd fra teamet denne nat skal køre til stedet, hvor vindmølleparken opføres, er 67 meter lange. De er ankommet med skib fra Kina. Der er i alt 18 vinger på lager her.

Den forestående transport er blevet udsat et par gange, men nu er dagen endelig kommet. En af havnens kraner løfter den sidste af de tre vinger til vindmølleparken op på den såkaldte Extendable Trailer bag Markos gule Actros L. Og 30 minutter senere er vogntoget klar til afgang, som skal foregå om aftenen. Politiet, der skal ledsage transporten, ankommer til havnen kl. 20. "Måske er vejret også bedre på det tidspunkt", siger Marko. Hans latter viser, at han ikke selv tror på det.



I sneglefart hen til motorvejen.

Elleve timer senere: Efter den anden rundkørsel går det i sneglefart videre mod motorvej 23 mod nord. Lastbilerne kører ind i rundkørslen modsat kørselsretningen. Det er den eneste mulighed, når fragten er så lang.

Lige inden de er fremme, venter den største udfordring: Den sidste kilometer fra motorvejen hen til vindmølleparken skal de tre lastbiler køre baglæns på en grusvej. "Styrmændene" har parkeret deres transportere på en parkeringsplads ved siden af strækningen og ledsager lastbilerne til fods. Trods kulden ligger fjernbetjeningerne til trailernes aksler helt roligt i mændenes hænder. Centimeter for centimeter bevæger de sig ned ad den smalle vej i retning mod vindmølleparken. Det tager endnu en time. Forlygterne oplyser området omkring den kommende vindmøllepark. Først efter et par samtaler ved Marko, hvor han skal parkere lastvognstoget i nat. I morgen bliver der læsset af.



"Man er selvfølgelig glad, når det er overstået, og vingerne er ankommet i god behold, siger han. Men det tager endnu et par nætter, inden alle 18 vinger er ankommet til vindmølleparken. Først da kan holdet køre tilbage til Finland. 


Fotos: Sebastian Vollmert
Video: Martin Schneider-Lau

11 kommentarer