Cool truck til iskolde opgaver: Samoyedos Actros Edition 1

Økonomi & logistik

Den andalusiske iskonge.

60 gram gennemsigtigt, frossent vand: Isterningen er Samoyedos stjerneprodukt. Stjernen i virksomhedens køretøjsflåde er Actros Edition 1.

Isproduktion: Samoyedo-fabrikken i Torredelcampo råder over to automatiserede produktionslinjer.


Om sommeren kommer temperaturerne i andalusiske Torredelcampo ofte over 40 grader. Ikke desto mindre finder man her en af Spaniens største isfabrikker: Samoyedo producerer mere end 200 tons isterninger og crushed ice om dagen.

»Jo højere temperaturerne er, desto mere is konsumeres«, siger Ciro Sánchez, grundlægger og indehaver af Samoyedo. De officielle tal giver ham ret: I juli, august og september – når det er varmt – bruges 55 procent af det samlede årlige forbrug af isterninger, ifølge den spanske forening af isterningproducenter. For at imødekomme sommerefterspørgslen arbejder Samoyedo i tre skiftehold, 24 timer om dagen.

»Vores råstof er vand fra byens forsyningsnet, som vi renser for kalk og eventuelle urenheder«, fortæller Ciro Sánchez. Hele produktionsprocessen overvåges af et kvalitetsstyringssystem. Fabrikken i Samoyedo råder over to automatiserede produktionslinjer.


Vejen til terningen.

»Der ligger hemmeligheder bag at få en god isterning«, siger Ciro Sànchez. I en af produktionslinjerne løber vandet gennem rør, hvor frysningen finder sted. Vandet, der dermed er blevet fast, løber så gennem skæremaskinen. De små terninger, der dannes, filtreres, så terninger, der ikke er helt homogene, sorteres fra. I en anden produktionslinje fryses vandet i former og videreforarbejdes af robotter.

»Det næste skridt er nøglen til en isterning af høj kvalitet«, siger Ciro Sánchez. Han tænker på tørfryser-tunnellen, som terningerne fra begge produktionslinjer løber igennem for at forhindre, at de klæber til hinanden.



Spanien aftager størstedelen af isen.

Ciro Sànchez havde aldrig troet, at hans firma ville vokse så hurtigt. »Jeg startede alene i 1993«, fortæller han, »og jeg fremstillede 700 kg is om dagen. Størstedelen af processen foregik manuelt.« Firmaet planlægger at øge sin produktion til 270 tons om dagen i dette regnskabsår.

Spanien er førende i Europa, når det kommer til is, både med hensyn til forbrug og fremstilling. Hver spanier forbruger i gennemsnit ti kg is om året. Det er dobbelt så meget som portugiserne og belgierne og igen langt mere end tyskerne, franskmændene og italienerne (tre kg).

Ciro Sánchez vil være sikker på, at hans produkt kommer frem til forbrugeren i upåklagelig stand. Derfor råder han over sin egen flåde af køretøjer. Hans seneste anskaffelse er en Actros 1863 Edition 1. »Lastbilen er ekstraordinært flot, men det er ikke nok«, tilføjer han, »den skal også være effektiv. Og det er den nye Actros i hvert fald.«


Foto: Begoña Tremps

5 kommentarer