4-Xtremes – del 64: Overlandere møder en RoadStar

Vi passerer grænsen til Irland – og her gælder det, ligesom i Nordirland og hele Storbritannien, at der er venstrekørsel. Det har vi jo for længst vænnet os til. Det er derimod en forandring, at man her – i modsætning til på den anden side af grænsen– ikke angiver afstande og hastigheder i miles, men i kilometer og kilometer i timen. Og ærlig talt: Selv om vi har travlt, kører vi stille og roligt i vores Axor og løber ingen større risiko for at blive blitzet.

Ruten, vi har valgt, er Wild Atlantic Way. Over mere end 2.600 kilometer snor denne panoramavej sig langs den irske vestkyst. Vi drejer af og til fra på mindre veje: nogle gange med kurs mod øde strande, andre gange for at komme videre ind i landet, som f.eks. mod Glenveagh Nationalpark helt nordpå. Her finder vi efter længere tid cyklerne frem igen, bogstaveligt talt takket være vejrguderne.

Kulturelle mindesmærker og tørvegravning.

Men også langs hovedruten er der smukke ting at se. F.eks. lidt nord for Galway, hvor Kylemore Abbey ligger, Irlands ældste benediktinerkloster. I nærheden af dette kulturelle mindesmærke finder man Connemara Nationalpark. Her kigger vi nærmere på, hvordan der graves tørv, som i Irland gennem hundredvis af år er blevet anvendt som brændsel. Det findes i moser, hvorfra det er nemt at grave ud. Moser dækker kun tre procent af jordens overflade, men oplagrer omkring 30 procent af jordens kulstof. Derfor er udvinding af tørv i dag meget kontroversiel og er genstand for livlig debat i Irland.

Næste destination på turen sydpå er det uberørte landskab i Burren Nationalpark. Der havde vi planlagt at tage på en længere vandretur. Men vi havde knap fået snøret støvlerne, inden der blev meldt om dårligt vejr. Så vi afbryder vores forehavende og kører videre langs kysten mod Cliffs of Moher. Da vi ankommer, er solen ved at gå ned i Atlanterhavet. Så selv om det ikke var planen: Stedet og tiden er lige nu perfekt til at sige "goodbye" til vestkysten.

Ændrede rejseplaner.

Vi har her til sidst gentagne gange gjort os tanker om rejseruten på vores "4-Xtremes – The World Tour". Siden 2020 har vi i vores Axor rejst gennem næsten hele Europa og også kortvarigt fået snust til Afrika, i Tunesien. Men som følge af den igangværende pandemi har vi endnu ikke fået set noget til resten af verden. Burde det ikke være muligt? Jo! Vi vil snart afsløre, hvor rejsen går hen.

Men i første omgang går vejen direkte mod øst: mod Dublin. Vi tager et kort kig på Irlands hovedstad, men så lægger færgen også fra mod Wales. Overfarten er stormfuld. Heldigvis er færgen kæmpestor og pløjer i overlegen stil gennem de op til otte meter høje bølger. Det havde formodentlig ikke været nødvendigt at tage forebyggende tabletter mod søsyge.

Først en klatretur, dernæst en overfart.

Sidste stop på De Britiske Øer er Dover. Endnu engang lader vi vores Axor stå – og spadserer til fods til enden af de berømte White Cliffs. Og en lille smule længere: Vi opdager en smal sti, der siksakker sig nedad.

Den sidste del fører os gennem en lille tunnel og derefter ned ad en meget stejl stige. Afhængigt af vandniveauet leder den til sorte klipper eller direkte ned i havet, i den Engelske Kanal. Den krydser vi nogle få timer senere – selvfølgelig med færgen.

Fotos: 4-Xtremes