4-Xtremes – del 46: Magiske øjeblikke på El Hierro

I år er vi på vej mod ny rekord, når det gælder antal færgeoverfarter. Det er nok naturligt, når man, som vi, er i gang med en ekspedition på De Kanariske Øer i vores Axor. Siden den sidste beretning i RoadStars er vores liste udvidet med tre overfarter: fra La Gomera til Tenerife, fra Tenerife videre til El Hierro – og til sidst fra El Hierro og tilbage til Tenerife.

Men vi starter på El Hierro, den mindste og vestligste af De Kanariske Øer, som man kun kan nå med færge via Tenerife. Mens Tenerife har et areal på over 2.000 kvadratkilometer, er El Hierro ikke engang 270 kvadratkilometer. I Puerto de la Estaca ruller vi i land i mørke, overnatter ved havnen – og næste morgen bliver vi straks fascineret af det barske landskab. Det er et indtryk, der vil sætte sig over de kommende dage: det blå Atlanterhav, de sorte lavasten, røde, udslukte vulkankratere, den dybgrønne vegetation og midt i det hele hvide huse – El Hierro er lille og ligger afsides, men er til gengæld spektakulær, ja næsten magisk.

Meterhøje bølger.

Vores første mål er Tal El Golfo, der opstod som følge af sammenstyrtede bjerge for mere end 15.000 år siden. I dag er dalen frugtbar, og der dyrkes ananas og bananer. Og så er Atlanterhavet selvfølgelig helt tæt på – og ekstremt vildt. Meterhøje bølger slår mod kysten. Og midt i det hele ligger et lille hus bygget i mørke sten: et lille hotel. Gad vide, om man sover roligt her?

For enden af dalen snævrer den tosporede vej sig ind. Men El Hierro er tyndt befolket, og trafikken er let. Så der er ingen grund til bekymring. Efter en kort køretur når vi frem til stranden Arenas Blancas. "Blancas" - hvid – hentyder til øens særlige kendetegn. De fleste steder ville man nok snarere fremhæve en sort strand. Men da hele øen består af lava, er en hvid strand altså bare mere spændende. I øvrigt findes der også en rød strand her.

Kraftige vindstød.

På en anden tur finder vi ud af, hvad "stormomsust" betyder på El Hierro. Vi følger en smal vej, der siksakker sig op ad bjerget, da vi møder kraftige vindstød. Vi søger tilflugt i et udslukt vulkankrater og vil gerne på billeder vise, hvor voldsom vinden er. Jeg, Andrea, kan næsten ikke holde mig oprejst, mens jeg tager billeder. Da jeg klatrer tilbage til vejen, skal jeg igen og igen holde mig fast, hver gang der kommer et nyt vindstød. På billederne kan man nærmest ikke se det. Til gengæld får vi senere mulighed for at fotografere et enebærtræ, som de konstante kastevinde har bøjet så meget, at kronen berører jorden.

Vi besøger et helt specielt sted på den sydvestlige del af øen: Punta de la Orchilla. Indtil slutningen af det 19. århundrede udgjorde dette sted nul-meridianen, dvs. længdegraden nul på utallige søkort. Først i 1884 lykkedes det søfartsnationen England at etablere Greenwich som nulmeridian. Nu er der kun et beskedent monument tilbage.

Uasfalterede veje.

Hertil fører et spor, markeret med et skilt "Sólo 4×4" – "kun med firehjulstræk". For første gang i lang tid sænker vi vores dæktryk fra 6 til 3,5 bar. Selvom vi dagene forinden også har kørt gennem områder med lava, føles det straks meget mere spændende på en strækning, der ikke er asfalteret. Mens vi udforsker området, opdager vi en lavakanal, der er lige så glat som en rutsjebane, og det kan vi ikke modstå …

Herfra kører vi opad, og det højeste punkt på El Hierro ligger omkring 1.500 meter over havet. Undervejs snævrer vejen sig pludselig ind – på en strækning, der løber langs en stejl skrænt. Men på en eller anden måde lykkes det alligevel: Vi klapper spejlene ind, kører langsomt – og forsædepassageren holder vejret, mens hun kigger ud af sideruden og ned i afgrunden. Toppen er indhyllet i skyer. Så vi skal igen køre meget forsigtigt, vi kunne jo møde et andet køretøj. Men vi bliver ved med at være de eneste. I alt møder vi kun en enkelt lastbil på øen, men dog flere gange. Det er en renovationsbil, som vi møder på forskellige steder. Til sidst vinker gutterne i førerhuset endda til os.

Fotos: 4-Xtremes