4-Xtremes – del 71: En plads i logen ved "Verdens ende"

Ushuaia ligger i den sydlige del af Isla Grande de Tierra del Fuego – den store ø i Ildlandet. Byen er nærmest et pilgrimssted for rejsende. Det er ikke så underligt, at den kaldes "Verdens ende". Hvis man på nogen måde har mulighed for det, vil de fleste gerne besøge den bare én gang. Og i dag kan vi afsløre for jer: Sammen med vores Axor har vi nået dette vigtige etapemål på vores rejse: "4-Xtremes – The World Tour".

Vejen hertil – det ligger næsten i ordet "Verdens ende" – var lang. Bare det sidste stykke, som vi tager jer med på, turen i dag, strækker sig over cirka 1.000 kilometer. Turen begynder i kystbyen Puerto San Julian i den argentinske provins Santa Cruz. Ved den nøjagtige kopi af "Victoria". Og med en forbavselse over, hvor lille det skib var, der første gang sejlede rundt om jorden. Under kommando af den portugisiske søfarer Fernão de Magalhães – Ferdinand Magellan – var der i 1519 fem skibe, der stak til søs, alle mellem 20 og 30 meter lange og 6 og 10 meter brede. Om bord var i alt 237 mand. Knap tre år senere var det kun "Victoria", med sin 18 mands store besætning, der nåede tilbage til hjemhavnen.

Fra Argentina til Chile og tilbage igen.

Næste mål er nationalparken Monte León, ligeledes i provinsen Santa Cruz og ligeledes beliggende ved kysten. Ligesom det var tilfældet længere nordpå, lever der en masse magellan-pingviner og søløver hér. Men endnu mere fascinerende er den enorme forskel mellem ebbe og flod: hele ni meter! Ved ebbe tager vi billeder på stranden. 

Efter ca. 420 kilometer forvandles Ruta 3 til Ruta 255. Det er fordi vi har krydset grænsen til Chile. Det går smertefrit. Men dagene forinden var vi nødt til at afpasse vores forråd af mad. For Chile forbyder indførsel af friske madvarer såsom frugt, grøntsager, kød og mejeriprodukter. Da vi krydser grænsen, har vi kun ris, pasta og grøntsager på dåse om bord.

Med færge over Magellanstrædet.

En times tid senere. Vi venter på færgen, som skal sejle os over Magellanstrædet, som man antager blev opdaget af den legendariske søfarer. Så snart vi er rullet om bord på skibet, går det stærkt. Allerede 30 minutter senere er vi i Ildlandet. Den sydlige spids af Sydamerika hedder sådan, fordi Magellan angiveligt her skulle have set den oprindelige befolknings utallige bål.

Da vi ankommer til Isla Grande de Tierra del Fuego, vælger vi, frem for den direkte vej sydpå, en mindre vej, der går langs Magellanstrædet. Eller for at være mere præcise: Vi kører på en grusvej ved siden af vejen, som lige nu er ved at blive udvidet. Derfor sænker vi igen trykket i dækkene, og så bliver det straks mere komfortabelt. Efter et stykke tid kommer en skrigorange Arocs med tippeladsopbygning os i møde.

Bæverplager og kontanter.

Da vi ikke bryder os om at køre i mørke, tilbringer vi natten ved siden af vejen. Næppe er kørslen med entreprenørmaskiner ophørt om aftenen, før vi ser en bæverfamilie. Hvor søde disse små dyr end er, udgør de en plage i Ildlandet. Bævere blev indført i 1940´erne af pelshandlere fra Nordamerika. Da de ikke har nogen naturlige fjender i Sydamerika, breder de sig uhæmmet og gnaver træerne ned. Med kæmpemæssige konsekvenser for hele økosystemet.

Næste dag når vi frem til Porvenir. I den charmerende by med 7.000 indbyggere hæver vi chilenske kontanter, køber et SIM-kort og nogle friske fødevarer i de små butikker. Folk er supersøde og glade for kontakten med rejsende. En godt stykke længere fremme ser vi den eneste koloni af kongepingviner uden for de subantarktiske øer.

Verdens ende er ikke enden.

Vejret hér er ekstremt omskifteligt. Vi kører gennem Ushuaias "byport" i solskin, og bevæger os mod kysten i det smukkeste vejr. Næste morgen falder der store snefnug. Det er ikke koldt nok til at jorden farves hvid, men sneen er smuk alligevel. Vi tilbringer en hyggelig "vinterdag" og oplever næste morgen en fantastisk solopgang.

Ushuaia er måske verdens ende, men vores rejse slutter ikke hér. For nu går kursen for os kun i én retning: Mod nord.

Fotos: 4-Xtremes