4-Xtremes – del 67: Endelig på farten igen!

Obelisco de Buenos Aires er et imponerende monument. Som en kæmpeblyant rager den ca. 70 meter op i luften og markerer centrum i Argentinas hovedstad. Argentina? Ja, siden vi ankom, har vi allerede tilbagelagt lange strækninger i Sydamerika. Og ja, det stemmer: Vores Axor, der er forsynet med "4-Xtremes"- og RoadStars-logoer på beboelsesboksen, overlevede turen over Atlanten fra Hamborg til Montevideo. 

Men tro os: Da vi endelig skulle tage imod lastbilen på havnen i Uruguays hovedstad, var vi meget spændte. Skibet med vores Axor ankom en fredag. Men da toldvæsnet ikke arbejder i weekenden, måtte vi væbne os med tålmodighed. Om lørdagen trækker det så meget i os, at vi bevæger os mod havnen i håbet om måske at få et glimt af vores hjem gennem hegnet.

Stakkevis af papir i havneadministrationen.

Om mandagen møder vi op på det første kontor kl. præcis 09.30. Vi får overdraget fragtpapirerne, og jeg, Andrea, får tilladelse til at gå ind på havneområdet sammen med Mike, køretøjets ejer. Derefter sluses vi igennem en lang række kontorer og får flere papirer, som bliver stemplet og underskrevet. Alt går som på en snor, og tolderne er flinke. Men det kræver altså tålmodighed.

Ved middagstid får vi lov til at komme ind på havneområdet – og misser lige nøjagtig speditørerne: Frokostpause. Det betyder to timers ventetid. Området ser rimeligt hærget ud. Vi beslutter os for ikke at lade os gå på af det, for også her gør personalet et godt indtryk og virker kompetente. Og pludselig går det hele hurtigt: Da vi har fået det næste papir i hånden, får vi lov til at komme derind, hvor køretøjerne holder. Og kan endelig komme hen til vores lastbil.

Højspænding i lageret med køretøjer.

Vi åbner dørene med sved på panden. Nu gælder det! Men vi bliver hurtigt klar over, at alt er i orden. Desværre var det ikke alle køretøjsejere, der var så heldige. På "vores" skib var der 20 andre køretøjer, ud over vores, hvoraf de fire var beskadiget eller havde været udsat for indbrud. "Papirnusseriet" fortsætter, og da vi endelig ruller ud af havneområdet, er klokken 17.00.

Vi henter kufferterne fra vores lejlighed, vi havde lejet for en kortere periode, og så går turen ud af byen! På en tankstation fylder vi friskvandsbeholderne og stiller os ved siden af lastbilerne. Beboelsesboksen er gjort klar til natten, og så er det fyraften.

Næste morgen bliver vi et øjeblik nervøse: Solcellepanelernes ydelse er for lav. Er der mon noget, der er gået i stykker? Mike klatrer op på taget, men kan afblæse alarmen: Solcellepanelerne er bare blevet beskidte ombord. Altså skal lastbilen vaskes, inden det går videre – til et stille og fredeligt sted, hvor vi spreder indholdet af vores kufferter ud og får stuvet det hele godt sammen i køretøjet. Så nu er vi helt klar til afgang.

Store afstande gennem tyndt befolkede områder.

Den første tur går langs Rio de la Plata over ca. 180 kilometer mod Colonia del Sacramento. Den lille by siges at være Uruguays ældste og blev grundlagt i 1680 af portugiserne. Ujævne brostensgyder og bygninger, der stammer fra kolonitiden – det føles, som om man er blevet sendt direkte tilbage til den tid. Og hvis man i godt vejr kigger over på den anden side af Rios munding, som her er flere kilometer bred, kan man se Buenos Aires, vores næste mål.

Som bekendt er det meste i Europa placeret tæt på hinanden. Så derfor skal vi i første omgang lige vænne os til de længere afstande. I lande, der er så tyndt befolket som Uruguay og Argentina, kører man gerne et par hundrede kilometer til den næste større by. Fra Colonia del Sacramento og opstrøms ad floden til Puente Libertador General San Martín, broen på grænsen til Argentina, er der trods alt over 200 kilometer. Og vejen fører gennem tilsyneladende endeløse landbrugsområder.

I nærheden finder vi en parkeringsplads, hvor vi kan overnatte, så vi tidligt næste morgen kan tage af sted på gåben. Uanset om vi befinder os på den moderne fodgængerbro Puente de la Mujer eller foran Argentinas historiske præsidentpalads, Casa Rosada, så er billedet det samme: Den om dagen tætpakkede metropol er nærmest støvsuget for mennesker. Vi holder pause ved Obelisken – og glæder os allerede til målet for vores næste etape. Det ligger "ved verdens ende".

Fotos: 4-Xtremes