4-Xtremes – del 40: Guldminer og nattefrost til Kammermann

Lad os komme i gang med vores "4-Xtremes – The World Tour"! Vi håber, at I er kommet sunde og raske ind i år 2022, uanset om det er derhjemme eller ved rattet. Vi glæder os til også at være jeres korrespondenter i de kommende 12 måneder. Hvad disse måneder bringer, vil corona-situationen sandsynligvis blive ved med at bestemme i et stykke tid endnu.  

I dag fortæller vi en historie fra hjertet af Spanien: fra et vandreservoir, som ikke ligger langt fra Madrid. Vi er kommet hertil fra den nordvestlige del af landet. Undervejs oplevede vi, hvordan kysten ændrede sig helt inden for få kilometer– med Cabo Touriñán, hvorfra vi sendte jer nytårshilsner, som "turning point". Opad mod Frankrig er kysten rå og barsk, men "nedad" i retning mod Portugal bliver den pludselig flad og let tilgængelig.

Egentlig ville vi holde os tæt på kysten, men så tvang en storm os til at søge ind i landet i et par dage. Det viste sig at være en fantastisk mulighed for afveksling. Vi lod motoren i vores Axor brumme på bjergveje, som delvist var tilgroet med høje bregner. Og kørte på de snoede veje gennem landsbyer for at beundre Hórreos: Majssiloer, som man her i Galicien bygger i granit, så de kan klare det fugtige klima.

Mutters alene på stranden.

Vi nåede kun lige ned til den nederste, flade kyststrækning, før vejret blev mildt. Og faktisk er det en af de smukkeste kyststrækninger, vi nogensinde har set. Der sker helt sikkert en helt masse hér om sommeren. Men nu, omkring årsskiftet, camperede vi her helt alene – på dansk ville man nok sige "mutters alene" - omme bag stranden.

Sidste stop ved kysten var Illa de Arousa. Den er forbundet med fastlandet via en næsten to kilometer lang bro. Mange øboere lever af blåmuslingeopdrættet. Det kan ses om morgenen, når bådene ligger i vandet ud for kysten, og fiskerne graver efter muslingerne. En stor del af øen er udpeget som naturbeskyttelsesområde. Derfor lod vi vores Axor stå og udforskede øen på cykel.

Stedet passer!

Den første by, vi så efter et stykke tid, var Santiago de Compostela. Den kender mange nok som Jakobsvejens endemål, og det kan betale sig at besøge den gamle bydel, som UNESCO har udnævnt til verdens kulturarv. Alligevel besluttede vi os for at campere uden for byen. Normalt forsøger vi at finde et sted at overnatte, en time før mørket falder på. Så ved vi, hvordan området ser ud, så vi om nødvendigt kan finde et andet sted. Denne gang ankom vi til et lille bjerg omkring solnedgang, og det stod hurtigt klart, at stedet passede fint! Den stejle opkørsel var begrænset til 12 tons, men det var lige præcis nok til vores Axor.

Næste morgen viste det sig at være den helt rigtige beslutning – ved solopgang over det tågede hav med kaffekopperne i hånden. Således opløftet og styrket tøffede vi gennem bjergene, indtil vi nåede frem til et usædvanligt landskab: Las Médulas i Léon-provinsen. Den er også klassificeret som UNESCO-verdensarv og består af flere klippebakker. Dens ejendommelige former skyldes ikke naturen, men derimod en mineteknik, som de gamle romere brugte. De ledte efter guld hér ved praktisk taget at gennemhulle bjergene, som så blev oversvømmet med vand.

Foto: 4-Xtremes