4-Xtremes – del 30: Hilsener fra Transsilvanien

Man siger jo gerne, at en destination er »afvekslende«. Rumænien overgår imidlertid langt dette begreb. Det, vi har »taget« med derfra på blot to uger, er usædvanligt selv for os.

Ungarn havde allerede en hel del at byde på ud fra et førerperspektiv, men Rumænien var lige en tand værre. Selvom man bliver på hovedvejene, er der masser af oplevelser. Vi kørte igennem landsbyer, hvor du kan se næsten alle arkitektoniske stil fra træhuse til udsmykkede, fleretagers-villaer. Den kendsgerning, at der tydeligvis stadig hører hestevogne til gadebilledet, har også overrasket os.

På den anden bjergtur kom vi til Transfagarasan Passet med sine næsten endeløse hårnålesving. Turen opad var ikke noget problem for vores Axor: man vælger bare omdrejningstallet og kører ganske forsigtigt. På vejen tilbage til dalen måtte Mike derimod passe på, at bremserne ikke blev for varme, da vi ikke har nogen retarder. Men det gik alt sammen ok.

Men tilbage til turen op ad bakke: Kommer man sydfra passerer man et reservoir på Transfagarasan – for os det ideelle sted til en frokostpause. Vi slipper Aimée fri, åbner dørene som sædvanligt i godt vejr og begynder at lave mad. Vi taler stadig om advarslerne om bjørne på vores rute. På denne travle vej ville vi aldrig i livet have forventet at møde en bjørn. Det var en fejl. Kort tid sener – Aimée var heldigvis igen i bilen – kigger vi ud af døren og troede ikke vores egne øjne. Lige bag vores Axor er der en bjørnemor med to unger! Vi glemmer helt at trække vejret. Så gælder det: Hurtigt lukker vi dørene og gemmer maden. Vi vil trods alt ikke at tiltrække den lodne familie.

Med hamrende hjerte tager vi nogle billeder. Hvor var det lige, vi havde gemt pebersprayen? Rapporter om bjørne, der bryder ind i autocampere, skaber livlige scener i vores hoveder. Men bamsemor og hendes små giver sig, og vi kører hurtigt videre.

Da vi når passet, har vi svært ved at tro vores egne øjne: Det er ikke kun os, der har søgt tilflugt fra varmen i bjergene. Masser af biler parkerer på vejen, folk går frem og tilbage på vejen. Endelig venter der os på toppen af en tunnel, der ifølge skiltet skal have en frihøjde på 3,60 meter. Vores Axor er imidlertid 3,70 meter høj. Det er godt, at vi har undersøgt det før og ved, at der allerede er kørt endnu højere køretøjer igennem. Ikke desto mindre skulle vi være forsigtige, fordi den runde tunnel er temmelig mørk og lejlighedsvis stikker der armeringsjern ned fra loftet.

På flugt fra tordenvejr.

Men desværre var vi nødt til at forlade dette udsatte sted, før vi kunne gå til ro. Omkring kl. 22 raser der et voldsomt tordenvejr med utallige lynglimt. Et plateau som parkeringsplads ville i dette tilfælde ikke have været et godt valg. Og så vi kører ind i en lille lavning for ikke at være det højeste og derudover endog metalliske punkt, som muligvis bliver ramt af lynet.

Vi har set så mange utrolige ting i Rumænien i de seneste uger. Vi er nysgerrige efter at se, hvad resten af landet ellers har at byde på.

Fotos: 4-Xtremes