Job i Tyrol: Tobias Helbing og hans Arocs 2663

Parkeringspladsen nede i dalen minder om en roadmovie et eller andet sted i det vestlige USA. Lige ved hovedvej 171, kort før rundkørslen, hvorfra det går opad i mere end 2.000 meter, er der en slags amerikansk diner, som er en blanding af en gammel tankstation og et cafeteria. Et oldtimer-vrag er vel i gang med det sidste job som dekorationsgenstand. I weekenden mødes motorcyklister her. Nu, midt på ugen, er parkeringspladsen tom. 

Seks timer senere: Lysene fra konvojen giver anlægget et orange skær. Tobias Helbing tjekker sin last en ekstra gang. De 200 kilometer forinden på motorvejen var ikke videre komplicerede. Ledsagekøretøjer har sørget for, at der er nok plads rundt om vogntoget. »Så har vi to vognbaner til os – motorvejen er virkelig ikke problemet«, siger Tobias. Det er herfra, der er brug for gode nerver.

– Tobias Helbing, chauffør hos Wacker

Snævre kurveradiusser, smalle veje igennem bymæssige bebyggelser. 

Den første kurve tager Tobias dog stadig i skridthastighed. I den anden er han langsommere. Dejligt at høre, hvordan OM 473 arbejder – kraften fra de 460 kW er ikke støjfri. På displayet foran Tobias tænder symbolet for turbo-retarder-koblingen. Den vil blive brugt flere gange i de næste 40 minutter. Vogntoget kryber i manøvreringsfunktion rundt i venstrekurven. Den stejle bjergvæg i kanten af vejen er nu så tæt på, at den tager hele udsynet fra førerhuset. Tobias har næsten drejet rattet helt til den ene side. En af kollegerne fra varebilerne fortæller over et radiokommunikationsanlæg, hvor meget plads der endnu er til væggen bagi til højre. Foran er der kun få centimeter tilbage … Tobias griner: »Sådan. Sidste gang lykkedes det jo også.« Som om det altid var så let.

Træer, skilte, naturstenmure. 

Det er millimeterarbejde, som han og hans team afleverer her transport efter transport. Og der kommer altid noget oveni. Vejret, mørke, nye forhindringer … I dag passer vejret i det mindste, det er allerede næsten sommer. »Da vi endnu ikke havde kørt de første ture, var det også nogle gange mere kritisk. Sne og is gør det ikke lettere. Selv vind kan påvirke turen, fordi truget så udgør en stor angrebsflade«, siger Tobias. 

Han nærmer sig nu en lille by. Endnu sådan et kritisk sted på turen, det bliver igen stejlere. Lige efter venter der teamet en 400 meter lang parkour af træer, skilte og naturstenmure. Et hustag rager helt ud på gaden. Igen er det centimeterarbejde, og igen går det kun fremad i skridthastighed. Ved den sidste transport gik alt godt, men hvem ved, hvad der har ændret sig siden? »Træer bliver jo ikke altid ved med at være, som de er, og vores last er heller ikke den samme hver gang.«

Ved udgangen fra byen bliver lastbilen holdende. Er der sket noget? Tobias: »Her afmonterer vi hegnet på kvægindhegningen. Det er for højt.« Lasten har 1,10 meter plads ned til jorden. Med en bredde på 5,90 meter rager den langt ud over den nu lidt smallere vejbane.

Kilometer efter kilometer går det nu opad på serpentinevejene – og til tider meget stejlt ned igen. »Igen sådan en situation for turbo-retarder-koblingen, bremsen bruger jeg ikke her.«

Det syvakslede vogntog når til den parkeringsplads, hvor truget i de kommende dage monteres på chassiset. Der blæser en frisk vind gennem det åbne vindue, heroppe er det ca. ti grader koldere end nede i dalen. Der ligger stadig sne på skråningerne. 

I morgen bliver der koblet af. Tobias taler kort med kollegerne fra ledsagekøretøjerne. »Jeg udfører helt klart dette job af lidenskab. Ellers ville det ikke gå. For hvem kan godt lide at sove ved motorvejen?«, siger han. I nat nyder han i hvert fald roen i alperne. 

Fotos: Matthias Aletsee
Video: Martin Schneider-Lau