Specialopbygninger: Reinhard Windbichler og Arocs 3363
Bil & teknik
Reinhard Windbichler gør kort proces med grene, stammer og resttræ. Træet forvandles til træflis med en en helt speciel opbygning på en Arocs 3363.
Med filmen Terminator revolutionerede instruktøren James Cameron science fiction-genren i 1984. Den raffineret fortalte historie om at rejse i tiden kombinerede intelligente forbehold mod den teknologiske udvikling med imponerende action-scener, special effects tilsat et skud ironi. Det sidste stod Arnold Schwarzenegger for at levere med få ord, men med velvoksne muskler. Hvem kender ikke citatet fra den anden Terminator-film "Hasta la vista, baby!" I slipstrømmen på den store succes fortsatte historien i endnu et par film. Og østrigske Brixental, som ligger et par kilometer fra skisportmekkaet Kitzbühel i Tirol, har overraskende nok også sin helt egen "Terminator".
Her højt oppe i bjergene på Sonnberg efter hotellet Ottenhof og over
for Hohen Salve, hvirvler Reinhard Windbichler en masse støv op med
sin "Wood-Terminator". Den 39-årige østriger skal dog ikke
kæmpe som cyborgen Schwarzenegger med den menneskelige elitesoldat
Kyle Reese. Men grantræ er imidlertid også en modstander, som man ikke
bør undervurdere: Grenene, stammerne og resttræet har filtret sig
sammen som et vildnis.
Er det mon muligt at tage kampen op og opnå succes? I hvert fald ser det lovende ud med gribekloen af stål på kranopbygningen. Stamme efter stamme og gren efter gren forsvinder ind i den store flismaskine på Arocs 3363-opbygningen. Den fodres fra fronten via et bord og en fremføringsvalse, og sekunder senere kommer produktet ud som flis ved hækken. Det højeffektive klinge- og skæresystem kan ifølge producenten behandle op til 200 rummeter træ i timen – hvilket svarer til omkring fire til fem fyldte lastbilcontainere. "Det er en rigtig slider", siger firmaets chef Adam Aigner. "Når først det kører, så er der ingen afbrydelser!"
Mus-Max-flismaskinen – der har ind fremføringsbredde på 114
centimeter og en fremføringshøjde på 75 centimeter – forsynes med
strøm direkte fra lastbilmotorens kraftudtag med blot en enkelt
afkølet omstyringsaggregat. Konkurrenterne bruger oftest tre
aggregater, hvilket imidlertid giver tilbagevendende problemer med
kølingen og en dårligere virkningsgrad, som Reinhard Windbichler
overhovedet ikke kan bruge til noget.
Som en jagerpilot sidder østrigeren i førerhusets omvendte
passagersæde. Med små, flydende bevægelser styrer han kranen og
gribekloen via to joystick, mens betjeningen af fremføringen klares
med en fodpedal. I venstre side af hans synsfelt viser et display ham
omdrejningstallet, fremføringshastigheden og arbejdstiden. Maskinen
forårsager kraftige rystelser i lastbilen, men selv de kraftige
stammer kan ikke bringe denne "Wood-Terminator" til
standsning.
Maskinen har således noget til fælles med Adam Aigner. Jo større
udfordring, desto mere handlekraft. I midten af nullerne stod Aigner
for at skulle beslutte, om han skulle blive i sit job som landmand,
eller om han i lyset af de faldende mælkepriser frem over skulle satse
på andre forretninger. Landmanden blev "eks-landmand" og
forsynede i foråret 2017 sin Fendt 930 Vario med en flismaskine for at
prøve kræfter med flisproduktion.
To år senere købte Aigner sin første lastbil, en brugt Actros. I dag består hans vognpark af op til syv køretøjer. Alle ombygninger udføres internt i firmaet med assistance fra chefen, som også tager sig af den daglige drift.
Er den nye Arocs også ombygget i firmaet? "Selvfølgelig", siger Adam Aigner og ler. "Det er trods alt mig, der ved bedst, hvordan jeg vil have opbygningen til at se ud. Og hvorfor skulle jeg bruge penge på op- og ombygninger, når vi kan klare det i firmaet og desuden har erfaring fra tre tidligere lignende ombygninger at trække på?" Det lyder logisk.
Alligevel: Det er trods alt en udfordring lige af fjerne en fjerdedel af førerhuset med en vinkelsliber på en spritny Arocs. Nu smiler Adam Aigner ikke blot, hele hans ansigt stråler: "Man skal selvfølgelig tænke på, at sådan et køretøj koster mange penge." Størstedelen af bagvæggen, sengen og den højre sidevæg skulle ud for at give plads til en platform, elektroniske komponenter og et kamera. Passagersædet blev vendt, og der blev påbygget en kran bag førerhuset og lige bag ved den en flismaskine. Det tog sammenlagt seks uger. Et tolv millimeter tykt lag flyglas giver nu ikke alene perfekt udsyn hele vejen rundt, men sørger også for et støvfrit og lyddæmpende arbejdsmiljø. "Og vi kan arbejde i al slags vejr", siger Reinhard Windbichler.
Maskinen har ifølge displayet kun været i gang i 26 minutter, og alligevel er der ikke mange spor tilbage efter det bjerg af træ, der lå i kanten af skovvejen. Chaufføren bruger fingerspidserne på joystickene og forsøger at få bugt med de sidste rester ved hjælp af kranen og gribekloen. Nu er der kun få stammer og grene tilbage. En kollega hjælper Reinhard med at samle de sidste rester i bunker, så de får de hele med ind i maskinen.
To containere har Reinhard Windbichler nu fyldt med træflis. Mens hans kollega er i gang med at rense flismaskinens bord og fremføringsvalse for trærester, tager Reinhard sin tablet frem inde i førerhuset. "Her ligger alle ordrer, inklusive vejbeskrivelser, hvilket sparer os meget tid her i bjergene", fortæller han. Og tid er penge – også i træflisbranchen og især siden store stormskader i Bayern har været med til at presse priserne i bund. Så nu går turen videre til næste bjerg af træ på en skovvej i Alperne: Hasta la vista, baby!
Billeder: Bubu Dujmic
Kommentar
Log ind for at tilføje en kommentar.
Endnu ingen kommentarer