Den nye Silkevej – med start i Beijing

Siden i forgårs har der været fuld gang i de sidste forberedelser: Efter fire ugers forhåbning og ængstelse har de kinesiske myndigheder to dage før den planlagte afrejse udstedt de nødvendige dokumenter. Så kan vi endelig begynde den lange hjemrejse til Stuttgart. Vi, det vil sige vores team af udviklere fra Mercedes-Benz Trucks sammen med et mandskab af kinesiske chauffører, der hjælper os indtil grænsen. Lastbilerne, en sættevognstrækker med OM 473, to med OM 471, opfylder den splinternye udstødningsstandard Kina 5. Til kvalitetssikringen har de i gennem et år bevist deres pålidelighed her i Kina.

Klik her for at forlade RoadStars og se mere på Google Maps: Kort på Google Maps

Rastepladsen i ørkenen.

Efter morgenmaden begiver vi os videre på vej gennem Indre Mongoliet. På et eller andet tidspunkt – byerne Baotou og Bayan Nur har vi for længst lagt bag os – når vi frem til motorvej G7. Den fører 1500 kilometer gennem den tyndt befolkede ørken langs den mongolske grænse. Og næsten helt tom: De indfødte lastbilchauffører sparer pengene til vejafgiften og kører fremad i kolonne på den gamle, parallelt løbende landevej.

Papirerne, tak.

Efter timer på motorvejen har vi brug for afveksling, så vi styrer Actros-lastbilerne ned til landevejen. Men „udflugten“ får hurtigt en ende. Allerede på frakørslen bliver vi stoppet af politiet: Udlændinge må kun køre i grænseområdet med en specialgodkendelse!

Så det er tilbage til motorvejen. Efter en time når vi frem til det næste checkpoint. Her venter os mere end kun instruksen om at blive på motorvejen: „Stig ud allesammen!“ Politifolk eksorterer os til et kontor. De uniformerede politifolk med alvorlige miner og maskinpistolerne hængende over skuldrene tjekker vores papirer – og finder prompte som det første et udløbet visum fra en tidligere rejse. Nervøsiteten i rummet tager til, videokameraer tændes. Nu er der for os kun følgende at gøre: At forblive helt rolige og smile hele tiden! Endelig bliver det gyldige visum fundet et andet sted i passet. Situationen bliver mindre anspændt – efter 20 minutter er politifolkene helt tilfredse. Nu smiler de endda. Vi må køre videre. 

Almindelig lettelse og tilbage til den temmelig ubenyttede motorvej. Den er så ny, at de fleste rastepladser slet ikke er åbnede. Vi har ingen mulighed for at proviantere levnedsmidler og diesel.

Soveplads bag disken.

For at komme til en rasteplads skal man på et eller andet tidspunkt ned på den gamle landevej. Et smalt bånd af en vej, midt i det vidtstrakte landskab uden midterstribe, stedvis helt dækket med sand af vinden. Rastepladsens areal er en 1,5 kilometer lang grusplads. I siden ligger små forretninger, værksteder og restauranter side om side. Vi stopper ved tankstationen. Mens tankpasseren tager i mod pengesedler og giver vekselpenge tilbage, står han på en madras – hans „seng“ befinder sig lige bag ved bordet med kasseapparatet. 

Til aftensmad er der i restauranten høne efter kinesisk opskrift: En hel høne, plukket, hakket i stykker og friteret. 

Forresten: Så godt som den ses her, har jeg aldrig set Mælkevejen. Gennem mørket i ørkenlandskabet ser man alt utroligt tydeligt. Vores tre stjerner har nu et par timers pause. Imorgen går det videre.

Foto og video: Eberhard Joos
Klip: Alexander Tempel