4-XTREMES – DEL 78: Helt ud til Chiles fjerneste egne

SERIE: 4-XTREMES – THE WORLD TOUR

Helt ud til Chiles fjerneste egne.

Mike og Andrea udforsker med deres Axor en meget afsidesliggende, men fantastisk smuk del af det sydlige Chile.


Hej alle RoadStars, vi har spændende nyheder: Vi starter den sidste etape af Carretera Austral! Det hele begynder med Cuevas de Mármol, marmorhulerne i nærheden af landsbyen Puerto Rio Tranquilo. Vi besøger de flotte huler på en bådtur i usædvanligt godt vejr – i betragtning af, at det er en af verdens mest regnfulde regioner.



Spontan redningsaktion.

Vi kører til vores yndlingsdal i regionen, Valle Exploradores, for at overnatte dér. Vi camperer ved en krystalklar flod med udsigt til flere gletsjere i de barske bjerge, der omgiver os – helt perfekt. Da vi kører videre, ser vi en lastbil, der er kørt af vejen ved en udkørsel. Da vi standser, viser det sig, at chaufføren og forsædepassageren allerede har siddet fast i en hel dag. Vi hjælper dem naturligvis og trækker lastbilen tilbage på vejen.



Slutningen af Carretera Austral.

Derefter kører vi til den lille landsby Caleta Tortel, som vi udforsker til fods, da den ligger i en bugt og kun kan nås via træbroer. For mig (Mike), der er tømrer, er der mange ting at beundre! Herfra går turen videre til slutningen af Carretera Austral og landsbyen Villa O'Higgins. En malerisk strækning, hvor søen af samme navn venter os for enden. Dér tilbringer vi en hel uge og udforsker området.



En usædvanlig overfart.

Endnu længere nede i det sydlige Chile, i Tierra del Fuego, sejler vi med en færge – og det er rigtigt dejligt efter de mange kilometer på grusvejen. 

Sejladsen tager 41 timer og fører os gennem fjordene fra Chile til Puerto Natales. På turen henter besætningen endda frisk is til os ved at sænke læsserampen og få fat på et lille isbjerg. Den perfekte afslutning på vores eventyr.



Nå, I har måske fået lyst til selv at udforske Carretera Austral? Skriv det til os i kommentarerne! 


4-Xtremes – The World Tour.

En rejse uden sidestykke.

I tre år har Andrea og Mike Kammermann været på tur med deres Axor. "4-Xtremes – The World Tour" er mottoet for den rejse, som de to schweizere satte ud på i midten af 2020 – og som de har delt med RoadStars-fællesskabet! Hold dig opdateret, og gå ikke glip af de fantastiske destinationer, som eventyrerparret besøger.

Du finder de aktuelle afsnit af serien »4-Xtremes – The World Tour« her.

Du kan se rejsens forløb før turen til Sydamerika her.



Foto og video: 4-Xtremes

15 kommentarer