4-Xtremes – del 18: Glidetur på Peloponnes

800 liter diesel rakte knap nok til at udforske det græske fastland. En betragtelig del deraf har vi brugt i de forgangne uger på Peloponnes. Og faktisk bød den store halvø sydvest for Athen, som ligner en hånd med spredte fingre, også på køretekniske udfordringer. Mere herom senere.

Hvis man som vi kommer fra nordlig retning, skal man krydse Rio-Andirrio-broen for at nå frem til Peloponnes. Selvom »skal« ikke virker som det rigtige ord. For den mere end to kilometer lange tur på tovbroen med udsyn til Patras Golfen den ene vej og Korinther Golfen den anden vej er en oplevelse.

Smuk camping – på Golden Sand Beach på Peloponnes.

Vandringer i vinterjakker.

Vi troede jo, at Grækenland altid byder på behagelige temperaturer og sol, også om vinteren. Og vi har da også oplevet mange skønne dage i januar. Men det er ingen selvfølge, ved vi nu: På det sidste har vi næsten konstant haft følge af kold vind og regn og haft brug for vinterjakkerne hver dag. Alligevel havde vi rig mulighed for at lære pinjeskovene bag strandene at kende på vores vandreture.

Den tredje dag kom vores sandplader i brug, selvom det ikke var til os selv: En familie havde kørt deres pickup fast i sandet helt ned til chassiset. Men med lidt skovlen, skubben og de nævnte plader lagt under kom bilen fri igen i første forsøg.

Flere end 50 campingkøretøjer på stranden.

I løbet af dagene kom der flere og flere mennesker til Voidokilia-stranden i varevogne, autocampere eller lastbiler. Vi drog videre, men i hele den sydlige del af Peloponnes var strandene velbesøgte. På en af dem stod der flere end 50 køretøjer. På trods af – eller måske på grund af – corona møder man her mange rejsende eller overvintrende, som camperer i ugevis.

Helt anderledes end ved strandene ser landskabet ud i halvøens indland. Nogle steder føles det næsten tropisk. Tilbage ved kysten camperede vi ved Dimitrios-vraget, som er omgærdet af mange historier, nogle mere troværdige end andre. Den sande grund til, at skibet ligger her og ruster op, kender vi stadig ikke i dag. Men det er og bliver er skønt billedmotiv.

Tidligere hjemsøgt af erobrere, i dag af turister.

På østkysten troner den lille by Monemvasia på en klippe ud for kysten. Siden det sjette århundrede har den været hjemsøgt af frankere, byzantinere, venezianere, korsriddere og tyrkere. I dag bærer den det europæiske kulturarvsmærke og bliver kun overfaldet af turister.

Den byzantinske ruinby Mystras kunne vi kun se fra parkeringspladsen, for den er ved at blive restaureret. Derfor kørte vi videre til et skiområde i omkring 1.600 meters højde – og havde svært ved at forestille os, at man kan stå på ski her. Hvem har nogensinde hørt om vintersport i Grækenland? Der lå da heller ingen sne.

Inden vi nåede til vores udgangspunkt Patras igen, besøgte vi en kunstig sø i bjergene. På vej derhen skulle vi køre gennem landsbyer, som fik os til at svede. Vejene var brede nok, men mange af de lokale er meget afslappede omkring parkering. Mange steder var der kun få centimeter mellem vores forreste blinklys – Axor'ens bredeste punkt i »bilhøjde« – og bilernes spejle.

Den næste destination ligger fast!

Vejen rundt om søen var vokset til fra begge sider og delvist undermineret. Vi var lettede, da vi nåede frem til en eng, hvor vi kunne campere. Vandstanden i den kunstige sø var så lav, at man kunne se ruinerne af oversvømmede huse. Spændende indblik i for længst svundne tider.

Til sidst forlod vi Peloponnes igen via Rio-Andirrio-broen. Inden da havde vi udvalgt vores næste destination, og nu ligger den fast. For at nå frem til den, og så vi kan bevæge os frit der, kræver det tre negative coronatests, to færgeoverfarter og en uges karantæne på hotel. Der kan stadig dukke overraskelser op, så derfor vil vi helst ikke afsløre for meget. Om det hele lykkes, kan I så læse i den næste rapport.

Foto og video: 4-Xtremes