4-Xtremes – del 9: Eventyr fra Lofoten til Storebælt

Fra Lofoten højt oppe i Norge til den sydligste spids af Sverige er der over 1.400 kilometer i luftlinje. På et traditionelt kort kan man tegne turen som en næsten lodret streg. Men hvis man tilbagelægger strækningen på vejene, skal man selvfølgelig tage nogle »omveje«. Kort sagt: Vi har tilbagelagt mange kilometer i de forgangne uger.

Vi havde glædet os længe til at opleve Lofoten. Men som det så ofte går, når man har meget høje forventninger, bliver man skuffet. Vi måtte sidde og vente i mange dage på, at en storm skulle drive over. Broerne var spærret, og vi parkerede i en lille havn – med bagenden mod vinden, som susede over øerne med op til 120 kilometer i timen. Vi kom kun fremad med besvær og holdt hele tiden øje med vejr-appsene for at kunne finde en relativt vindstille plads igen i god tid.

Vildt landskab, mange campister.

Landskabet på Lofoten er meget vildt, og barske bjerge falder stejlt helt ned til vandet. Det giver ikke meget plads til de mange campister, så stadigt flere køretøjer må deles om de få parkeringspladser. Regionen er ekstremt turistisk og tilsvarende reguleret. Den plads og mennesketomhed, som man har på andre steder heroppe, savnede vi på øerne.

Derfor brød vi op igen efter et par dage og satte kurs mod fastlandet. Efter tre timer med færgen nåede vi frem til byen Bodø og kørte videre langs kysten. Vejret på fastlandet var mærkbart varmere end på Lofoten. Og selvom der også er mange campister undervejs her, er de bedre fordelt. Og ikke at forglemme: Der er masser at se, for vejen fører forbi mange fjorde og gletsjere.

Over polarcirklen som »fanger«.

På denne rute skal man ofte sejle korte ture med færge. Og derfor endte vi med at krydse polarcirklen i sydgående retning til vands. Egentlig er der et smukt monument her på en sten, men vi var »fanget« i førerhuset på vores Axor inde i færgen. Den var proppet så meget, at vi desværre ikke kunne stige ud og kun hørte om øjeblikket for krydsningen af polarcirklen via en meddelelse i højttalerne.

Perioder uden regn brugte vi på at vandre og opleve efterårslandskabet. Det gik ikke uden forholdsregler: Da jagtsæsonen var begyndt, rådede et par jægere os til at give Aimée en selvlysende vest på, så hun ikke blev skudt ved en fejl. Sådan nogle uheld sker åbenbart oftere, end man tror.

Forårsrengøring om efteråret.

Omkring 700 kilometer syd for Bodø ligger Trondheim: vores første storby, siden vi besøgte Helsinki for adskillige uger siden. På trods af regnen syntes vi rigtigt om den over 1.000 år gamle by med dens farvede huse. Herfra holdt vi mod øst, krydsede efter nogle timer grænsen til Sverige og nåede til sidst frem til den svenske Østersøkyst.

Der fandt vi et roligt sted til at klare noget vedligeholdelsesarbejde – og for første gang i lang tid at lave en slags forårsrengøring med åbne døre og vinduer. Vi har for længst vænnet os til vores ti kvadratmeter lille beboelsesrum. Men når vejret er dårligt i længere tid, bliver det svært at holde det rent. Det er umuligt at forhindre, at man hele tiden slæber skidt ind med skoene. Rent tøj bliver også en sjældenhed. Vi har godt nok en vaskemaskine. Men så snart man hænger vasketøj op i beboelsesrummet, bliver det klaustrofobisk.

Afsked med Nordeuropa.

På vej mod Sveriges sydlige spids besøgte vi det kongelige slot Tullgarn, vandrede gennem nationalparker langs kysten og oplevede landsbyer som taget ud af en billedbog. Her sydpå forsvinder de røde træhuse, som mange forbinder med Sverige, og der er desto flere bindingsværkshuse.

Og nu er vores nordeuropæiske eventyr snart slut. Når I læser dette, har vi krydset Storebæltsbroen og også lagt Danmark bag os og er – hvis alt går efter planen – on the road med kurs mod Grækenland. Det kan I læse mere om næste gang her hos RoadStars!

Foto: 4-Xtremes