Belgien: Van Lathem Galmart indsætter Arocs som allrounder

Økonomi og logistik

Affald med merværdi.

Som transport- og genbrugsspecialist har Van Lathem Galmart været Mercedes-Benz-kunde i mange år. Arocs anvendes intenst inden for alle virksomhedens områder.


Der hersker en livlig kommen og gåen på området hos Van Lathem Galmart (VLG) i Halle, Belgien. Virksomhedens rødgule køretøjer sætter tonen, men her kommer også mange andre lastbiler for at aflæsse deres affald, så det kan blive forarbejdet af transport- og genbrugsspecialisten fra Flamsk-Brabant. VLGs hjemsted råder over tre ophuggere, en stenknuser og alle former for sier, som firmaet anvender til at producere forskellige typer af såkaldt restfraktion.

»Vores virksomhed består i dag af fire afdelinger: transport, logistik, genbrug og containerudlejning«, siger Chantal Galmart. Sammen med sin mand Gorik Van Lathem leder hun familievirksomheden, der kan føre sine rødder helt tilbage til 1965. Dengang grundlagde hendes forældre en transportvirksomhed, og mange af de daværende kunder fra byggebranchen er stadig en del af kundekredsen i dag. Goriks forældre havde indrettet sig på jordarbejde. »Kombinationen af disse to specialer dannede grundlaget for Van Lathem Galmart«, siger Chantal Galmart. Et grundlag, som efterhånden blev suppleret på perfekt vis med genbrug af bygge- og nedrivningsaffald.


»Det er vores mål at omdanne alt affald til førsteklasses, testede produkter, som kan genbruges på byggepladser og til anlæg af veje«, forklarer Gorik Van Lathem. Træ får eksempelvis et andet eller tredje liv i form af spånplader, formplader eller MDF-plader og endelig endda et fjerde liv som brændstof.



Det er klart, at virksomhedens kraftige vækst også har indvirkning på flåden. Den består af omkring 60 køretøjer, som er delt mellem VLG Trans og VLG Logistics. Flere end 85 procent af alle lastbiler er køretøjer fra Mercedes‑Benz. De fleste af lastbilerne hos VLG Trans er udstyret med en hydraulisk kran og grab til leveringer til vejanlæg, nedrivningsarbejde og jordarbejde. Til afhentning og fjernelse af affald på byggepladser sætter VLG Trucks ind med containerløftesystemer. »Vores nye Arocs 3343 med containersystem har en meget kort akselafstand, så vi kan rangere optimalt på private grundstykker og hos gartnere«, forklarer Gorik Van Lathem.

VLG Logistics tager sig primært af forsyning af byggepladserne med materiale og udstyr ved funderingsarbejde. »Vores lastbiler med kran er yderst velegnede til dette formål ligesom vores trækkere med kran, som anvendes i kombination med en egnet anhænger«, siger Chantal Galmart.


VLG Logistics har specialiseret sig i særtransporter, som ikke kræver ledsagelse. Kranen på køretøjerne fra VLG Logistics skal optimere servicen for kunden. Det samme gælder for de to Arocs 2842 6x2, som er blevet taget i brug for nylig. En efterløbsaksel til svært tilgængelige områder, en 19 meterton Palfinger-kran og et syv meter langt lastareal, som er bygget efter de nye lastsikringsstandarder, øger derudover anvendelsesmulighederne for disse køretøjer.


Stærk flåde: De fleste lastbiler fra VLG er udstyret med en hydraulisk kran og grab til leveringer til vejanlæg.


VLGs klare præference for Mercedes-Benz beror på flere faktorer. »Vi har vores eget værksted og står selv for vedligeholdelsen af vores lastbiler, anhængere og maskiner. Arocs er meget servicevenlig, så Mercedes-Benz klarer sig godt på dette område. Desuden er tilgængeligheden af reservedele en fordel. For nylig solgte vi vores sidste 25 år gamle Mercedes-Benz type SK«, siger Gorik Van Lathem. En Actros fra første generation er stadig en del af flåden. Takket være tilgængeligheden af reservedele og Mercedes‑Benz-kvaliteten har lastbilerne med stjernen lang levetid i VLG-flåden. »Derudover scorer Actros og Arocs også point på områderne komfort og pålidelighed«, bekræfter Gorik Van Lathem.


Foto: Dirk Willemen

4 kommentarer