Østrig: Gerhard Gerner kører i en Actros med MirrorCam

Reportage

Overblik over mere.

Gerhard Gerner har allerede set meget i sit arbejde. Med MirrorCam på hans nye Actros 2551 får han nu også et bedre tilbageblik.


Når Gerhard Gerner kigger derhen, hvor lastbilens bakspejle burde sidde, ser han … ingen spejle! Det, der sker bag førerhuset, får han i stedet vist på to højformatskærme på A-søjlerne i hans truck. »Det tog lidt tid, men nu har jeg vænnet mig til det«, siger chaufføren fra Haberl Logistik fra Berndorf ved Salzburg om hightech-udstyret i sin nye Mercedes‑Benz Actros 2551.

Ikke så mærkeligt, når man ser på de imponerende fordele: et større synsfelt, ingen blinde vinkler og et billede, der drejer med i svingene – dermed har Gerhard altid et godt udsyn til bagenden på den treakslede lastbil med skabsopbygning.



Lasten: Rengøringsmidler.

Gerhard har netop udskiftet sin Actros med en væver elektrisk løftetruck. På lageret i firmaet Kersia i Neumarkt am Wallersee stiller den 60-årige den ene palle efter den anden med dunke fulde af rengøringsmiddel på lastbilens lad. »Noget farligt stads«, siger Gerhard med et glimt i øjet. Men de bestemmelser om farligt gods, der gælder for denne last, tager han alvorligt: Advarselstavler for og bag på lastbilen. Omhyggeligt sikrer han derefter fragten. Sådan skal det være, også selvom aflæsningen hos kunden blot foregår få kilometer derfra.

Mere end 40 år på farten.

Gerhard, der er udlært slagter, begyndte som chauffør for 40 år siden. »Af sundhedsmæssige grunde måtte jeg skifte erhverv.« Dermed begyndte et liv med lastbil og fjerne lande. »Jeg har været nærmest overalt i Europa – bortset fra Skandinavien og Rusland – og i Mellemøsten«, siger han og fortæller om sin første udlandsrejse til Tyskland. »Dengang skulle man i Tyskland være 21 år for at måtte køre en lastbil alene. Altså måtte jeg parkere min lastbil lige ved grænsen og vente på en kollega, der så fortsatte sammen med mig. Det var blot tre dage inden min 21 års fødselsdag.«


Eventyrlige ture.

For Gerhard har turene altid været mere eventyr end arbejde. »Lønnen har været god og over gennemsnittet, hos de fleste kunder har jeg typisk fået kaffe eller et lille mellemmåltid, og undervejs har jeg mødt de samme chauffører fra andre firmaer igen og igen, så det har været meget hyggeligt.«

Så han har aldrig fortrudt sit valg af arbejde. »Da jeg satte mig bag rattet for første gang, vidste jeg med det samme: Det er lige mig. Og sådan vil det også være det næste halvandet år frem til min pension.«

MirrorCam er ikke det eneste, Gerhard er kommet til at værdsætte ved sin Actros: »Den er fantastisk og meget komfortabel at køre i og har en motor i topklasse. Dengang jeg begyndte at køre, var det utænkeligt, at lastbiler kunne blive så tekniske som nu“, siger Gerhard. Han holder et øjebliks pause. »Men det er stadig mig, der har ansvaret, så jeg skal altid være lysvågen.« Hvad det angår, er Gerhard ganske pragmatisk.

 



»Da jeg satte mig bag rattet for første gang, vidste jeg med det samme: Det er lige mig.«

– Gerhard Gerner



Foto: Sebastian Freiler

7 kommentarer