Necmettin Tivsiz og hans Actros RoadStars Limited Edition

Reportage

Ren glæde.

For tolv år siden fik langturschauffør Necmettin Tivsiz fra Japal Trans BV sit kørekort. Nu kører han i en Actros RoadStars Limited Edition LZV 1963.

Necmettin "Nec" Tivsiz påstår, at han - hvis det skulle være - også ville arbejde for Japal Trans BV uden betaling. Og ser man på hans spektakulære Actros RoadStars Limited Edition, har man ikke svært ved at tro ham.


"Det er en fornøjelse at møde på arbejde hver dag!" Det er kun få mennesker, der kan sige det om deres arbejde og rent faktisk mene det. Necmettin Tivsiz (46) fra Maassluis er en af dem. I mere end tolv år har han kørt for Japal Trans BV, en transportvirksomhed i Honselersdijk i Holland, som har specialiseret sig i transport af blomster og planter. En fantastisk arbejdsgiver, hvis du spørger Nec: "Selv hvis jeg ikke havde brug for at tjene penge, ville jeg køre for Japal Trans – også uden betaling!", fortæller han grinende.

Efter 20 års arbejde med havedyrkning fik han det eftertragtede lastbilskørekort i 2003. Nec startede med det samme hos Japal Trans, hvor han har kørt lastbiler af vidt forskellige mærker: MAN, DAF, Actros 1841 - for at nævne nogle af dem. Nu har han i nogle måneder været fast chauffør på den nye Actros RoadStars Limited Edition LZV 1963. Han deler truck'en med den 29-årige Marien Voskamp fra ‘s-Gravenzande, som kører den om aftenen. "Vi transporterer blomster og planter og alt muligt tilbehør. Om natten gøres bestillingerne klar på gartnerierne. Vi afhenter produkterne på gartneriet og kører dem til grossisten, hvor kunderne så henter dem", forklarer Necmettin.


Afskårne blomster er skrøbeligt transportgods, som skal køres hurtigt ud til kunden.


For at blomsterne og planterne kan holde sig smukke og friske, bliver transportrummet på den 25,25 meter lange lastbil nogle gange nedkølet og andre gange opvarmet. Hos Japal Trans er fire lange lastbiler i arbejde dag og nat, således at varerne kan leveres til tiden. RoadStars Limited Edition er det nyeste skud på stammen i vognparken. Som Necmettin udtrykker det, er den i enhver henseende en stærk lastbil. "En førsteklasses bil med den vildeste acceleration. Når den er læsset, gør jeg det selvfølgelig ikke, men når lastbilen er tom, træder jeg af og til lidt mere på speederen."

At lastbilen tiltrækker en del opmærksomhed, er Nec godt klar over. Hans 15-årige søn tager jævnligt billeder af lastvognstoget, når han ser sin far på vejen. "Så sender han mig billedet med beskeden: "Hey, jeg har lige set dig køre forbi!" Lastbilen er virkelig noget ganske særligt, og mine kollegaer er helt vilde med den! De kan fortælle alt muligt om den og kommer tit for at se den indefra." Necmettin indrømmer, at han godt kunne have undt en anden at køre i RoadStars Limited Edition. Én, som har mere forstand på den slags. "Jeg er egentlig ikke den type. Jeg er mere typen, der bliver helt nede på jorden!", griner Nec.

Billeder: MCR

Endnu ingen kommentarer