4-Xtremes – del 52: På kryds og tværs – på vej til en ny «Xtreme»

Nogle gange glemmer vi det selv: Vi er på «World Tour». Men fordi rejsebegrænsningerne hele tiden ændres, har vi i godt to år ikke kunnet forlade Europa – bortset fra en enkelt afstikker til Tunesien. På kontinentet befinder der sig ganske vist de «Xtremes», der har givet turen sit navn, men de ligger også ret spredt – fra det aller-nordligste Norge til den sydlige del af Kanarieøerne. Her i Portugal er der nu kommet et nyt mål til: Cabo da Roca (Kap Roca), der anses for at være det europæiske fastlands vestligste punkt.

Hvordan når man frem til dette punkt? Fra byen Évora, som vi sidst rapporterede fra, går det mere eller mindre stik vest. Op til et sandt monument, Ponte Vasco da Gama, der ligger over floden Tejo, der her mere minder om et hav. Med sine cirka 17 kilometer er den en af Europas længste broer – og den udmunder i Lissabon. Vi vil naturligvis ikke gå glip af en sightseeingtur i Portugals hovedstad. Vi besøger historiske pladser, venter i stræderne på en gul sporvogn, der suser rundt om hjørnet, og nyder søde Pastel de Nata helt friske fra ovnen.

En smal og snoet vej.

Så går turen tilbage til vores Axor – og videre mod vest. Der er godt 40 kilometer til Cabo da Roca. De sidste leder os ad smalle, snoede veje. Det er ikke kun os, der er vilde med denne strækning, det er en masse motorcyklister også. Derfor skal Mike være meget opmærksom og have foden klar på bremsen i hvert sving, hvis nu en af dem skulle komme på tværs.

Selve klippefremspringet er, som det så ofte er tilfældet, ikke specielt spektakulært. Det er markeret med et simpelt monument, og lige ved siden af finder man, ikke så overraskende, det vestligste fyrtårn på det europæiske fastland. Men det er alligevel en fantastisk følelse af at være nået frem til denne «Xtreme» med vores uopslidelige ekspeditionskøretøj. Mon vi også skal besøge Europas østligste punkt? I betragtning af den nuværende situation lader det til at være udelukket. Hvilket er mere end trist.

Grotter, søer, tunnelsystemer.

Sintra er et ægte højdepunkt, kun knap 20 kilometer nordøst for Cabo da Roca. Den lille by er kendt for sine flere hundrede år gamle paladser. Vi kan specielt godt lide Quinta da Regaleira, der udover et palads og et kapel rummer en fire hektar stor park. Her er der grotter, søer, brønde og tunnelsystemer.

Bygningens symbolik er inspireret af mystikken fra frimurerne, får vi at vide. Specielt den såkaldte indvielsesbrønd er imponerende: Spiralformede trapper, der praktisk minder om tårne, der er vendt på hovedet, fører os ned i en brønd, hvis bund er prydet af et tempelridderkors. Det virker alt sammen meget mystisk – det ville i hvert fald ikke have virket som et mirakel, hvis vi pludselig havde befundet os midt i en ceremoni.

På grusveje gennem pinjeskove.

Så er det igen tid til natur, øde veje – og hav. Lidt nord for Nazaré kører vi på grusveje gennem udstrakte pinjeskove, indtil vi kommer frem til den vilde Atlanterhavskyst. Efter en voldsom regnbyge spadserer vi på den mennesketomme strand.

Efter tunnelsystemerne i Sintra bevæger vi os nogle dage senere under jorden igen, denne gang et godt stykke inde i landet. Hulekomplekset Grutas Mira de Aire bliver anset for at være Portugals største kendte drypstenshule. Via de 683 trin ender man mere end 110 meter nede i jorden. Hulen blev dannet for mere end 150 millioner år siden, mens dinosaurerne sandsynligvis stadig levede her.

Ridder-restauranter i den ægte stil.

Portugal er præget af tempelriddernes historie, og det vigtigste de efterlod sig er byen Tomar, som er placeret yderligere knap 50 kilometer inde i landet end hulen. Vi parkerer på en campingplads et stenkast fra centrum og besøger ridderborgen. Den rager ud over byen og rummer en unik rundkirke bag sine mure. I den gamle bydel findes der endda ridder-restauranter i den ægte stil med rustikke borde og bænke. Mad og drikkevarer bliver serveret i grove kopper og tallerkner af ler.

Her tidligt på sommeren er dagene i lavlandet meget varme. Det er ikke usædvanligt med temperaturer over 30 grader. Så vi beslutter os for at køre op i højderne. Der, hvor vindmøllerne er placeret, er der vel mere luftige forhold! På servicevejene til en vindmøllepark kører vi langs en bjergkam og finder en jævn plet at campere på.

Fotos: 4-Xtremes